Zaar fortsætter i Young Boys

Den 21-årige offensivspiller har skrevet under på en ny aftale.

Tilskuerne på JYSK park kan også i næste sæson glæde sig over at se en af profilerne i offensiven hos Young Boys, Mads Zaar på banen. Den tidligere Esbjerg-spiller har nemlig sat sin underskrift på en kontraktforlængelse med Young Boys.

– Jeg har valgt at forlænge min kontrakt, da jeg føler, at jeg er et godt sted for min udvikling – både på banen og i business. Jeg har stor mulighed for at blive ved med at udvikle mig, hvilket jeg har prioriteret højt og derfor gerne vil forlænge min aftale. Jeg nyder at komme til træning og på arbejde hver dag, da vi er en super god gruppe, som kommer virkelig godt ud af det med hinanden, fortæller Mads Zaar ovenpå forlængelsen.

Direktør i Young Boys FD, Holger Kristiansen glæder sig også over, at samarbejdet med Zaar fortsætter.

– Jeg tror de fleste har set, hvor god en spiller Mads er. Vores mål er, at vi sammen skal udvikle ham til at vise det endnu mere, så han kan blive endnu mere afgørende i vores kampe. Kan vi det, så er der jo heller ingen tvivl om, at Mads kan nå et højere niveau.

I Young Business har den talentfulde spiller allerede taget flere skridt i den rigtige retning, og derfor er det også naturligt, at samarbejdet fortsætter, fortæller direktør i Young Business, Frederik Jørgensen.

– Mads har udviklet sig godt i vores forretninger og har over tid fået en særlig god forståelse for det arbejde, der ligger i at drive trafik til hjemmesider via. søgemaskiner. Det er kompetencer der er stor efterspørgsel på – både internt og blandt vores kunder – hvorfor vi selvfølgelig er glade for, at Mads ønsker at fortsætte sin faglige udvikling hos os.

Mads Zaar har spillet 25 kampe for Young Boys, og har indtil nu scoret 3 mål. Han kom til Young Boys i februar 2022.