Thomas Loft takker af i Young Boys FD
En oprykning og en konsolidering i 3. division har været de resultatmæssige højdepunkter for den 39-årige træner.
Lørdag eftermiddag spiller Young Boys FD den sidste kamp i denne sæsons 3. division, når holdet på udebane møder IF Lyseng. Kampen bliver også den sidste for cheftræner Thomas Loft, som til den nye sæson har valgt at søge nye udfordringer.
– Det har været fire fantastiske år i KFUM/Young Boys FD, hvor jeg har skulle gøre tingene en smule anderledes blandt andet mht. spilletid, trupsammensætning, træningsmetodik, spil med et meget ungt hold, udvikling af spillestil mm., fortæller Thomas Loft, som har været glad for sin tid i klubben, hvor han måske også i fremtiden kan mødes på en kampdag på JYSK park.
– Jeg vil gerne sige tusind tak til alle i klubben og især de frivillige. Når tiden tillader det kommer jeg helt sikkert over og vender pølser på grillen til kampene, lyder det med et smil fra Thomas Loft.
Thomas Loft underskriver aftalen med Silkeborg KFUM i 2019 sammen med næstformand Ernst Beck.
Cheftræneren blev ansat d. 1. juli 2019, hvor holdet dengang hed Silkeborg KFUM og lå i Danmarksserien. Siden da er det blevet til oprykning og to 7. pladser i 3. division i en hektisk periode, hvor Young Boys FD blev stiftet.
– Thomas vil altid stå i Young Boys’ historiebøger, som vor første træner. Den træner, der skulle være med til at transformere holdet til et ungt professionelt hold – med stor fokus på udvikling; og den træner der derfor også skulle være med til at forme Danmarks yngste professionelle fodboldklub, fortæller direktør i Young Boys FD, Holger Kristiansen.
Stopper på toppen
Med et flot kvalifikationsspil i ryggen, så er det med ro i maven, at Thomas Loft kan aflevere cheftrænerposten til Daniel Hørlyk Sehested, som overtager holdet, når den nye sæson starter.
Ni kampe i træk uden nederlag har sat en streg under, at holdet er inde i en god periode.
– Vi hylder tanken om, at man skal skifte, mens man er på toppen. Og det synes vi på mange måder vi kan argumentere for at samarbejdet med Thomas er netop nu. Vi kommer i hvert fald fra én af vore bedste kampe i hele Thomas’ fireårige periode hos KFUM/Young Boys (red. 3-0 sejren over SfB-Oure, hvor vi præsterede et xG på næsten seks mod et talentfuldt Svendborg-mandskab), fortæller Holger Kristiansen, som slutter.
– Vi takker ydmygt for den store indsats, og ønsker Thomas alt muligt held og lykke fremad og opad.
Du kan læse flere citater fra Thomas og Holger i den oprindelige nyhed omkring det nye trænersetup i Young Boys her: https://youngboys.dk/nyt-traener-set-up-hos-young-boys-til-sommer/
Ny assistenttræner
Til den kommende sæson skal der også findes en ny assistenttræner. Emre Akcin har valgt at fokusere på karrieren i Young Business 100 procent, og han stopper derfor efter 1½ år som assistent i Young Boys FD.
– Jeg vil gerne sige tak for en rigtig god tid i Young Boys, og for alle oplevelserne og en tid, som jeg aldrig vil glemme. Personligt har det været den tid, jeg har lært mest fodboldmæssigt og om mig selv. Jeg kommer til at savne vores fantastiske stab, som har leveret et kæmpe stykke arbejde, så vi har kunne få tingene til at fungere i hverdagen. Det har været et fedt bekendtskab med stort set alle spillere, som jeg virkelig holder af. Der er rigtig mange gode personligheder, som vil blive savnet, fortæller Emre Akcin.
Young Boys FD møder i morgen IF Lyseng, inden den står på tre ugers sommerferie.