Nyt træner set-up hos Young Boys til sommer
Når aftalen mellem Young Boys FD og vores succesfulde cheftræner Thomas Loft løber ud den 30. juni i år, er det planen, at der skal være et nyt træner set-up hos Young Boys FD.
Efter flere sæsoner med fornemme resultater i spidsen for Silkeborg KFUM/Young Boys FD, kan det dermed være tid til nye udfordringer for cheftræner Thomas Loft, som har haft ansvaret for holdet i de sidste fire år.
I sin første sæson fik Thomas Loft KFUM frem til en oprykningsfinale mod Holstebro, som desværre var den kyniske afslutning på et år med Corona. Men året efter lykkedes det så at rykke op blandt de 48 divisionshold i Danmark.
I vores første sæson i 3. division var vi meget tæt på at ende i opryknings-spillet, men sluttede på en flot 7. plads efter en ubesejret gang gennem nedrykningsspillet. Og i indeværende sæson ser det lige nu ud til at kunne lykkes at komme i oprykningsspillet.
– Resultaterne er flotte, men det man også skal huske på er, at Thomas har skulle operere indenfor vores ti dogmer/benspænd, som blandt andet sikrer, at vi altid stiller i en ung opstilling, og at alle spillere får spilletid. Det gør præstationen endnu større, lyder det fra klubdirektør Holger Kristiansen.
Et springbræt for både spillere og trænere
I Young Boys FD er det et erklæret mål at være med til at udvikle spillere til at kunne begå sig på et højere niveau. Dette er er dog også gældende for trænere.
– Vi håber og tror på, at når en ung træner har stået i spidsen for Young Boys FD i fire-fem år, så er han rigtig godt rustet til et job på højere hylde. Det gælder i hvert fald for Thomas, fortsætter Kristiansen, der dog heller ikke vil afvise et andet sportsligt set-up med Thomas Loft med ombord. Også efter sommerferien.
For Thomas Loft, der før jobbet som cheftræner i Young Boys FD, var ansat i Hvidovre IF (U-17 cheftræner), Randers FC (U17-cheftræner) og siden i Silkeborg IF (U19-cheftræner), bliver det også spændende, hvilket klublogo der skal være på brystet efter sommerferien.
– Jeg har været meget glad for tiden i Young Boys, hvor vi på kort tid har skabt Danmarks nyeste divisionsmandskab. Men efter fire år tænker jeg også at det vil være god timing at afsøge nye udfordringer, lyder det fra Thomas Loft.
Cheftræneren kan i foråret atter være medvirkende til at Young Boys FD forbedrer sidste års placering, sådan som klubben stort set har gjort de seneste ti år siden placeringen i Serie 3 i 2013.
Pt. ligger Young Boys FD på andenpladsen i 3. Division, og dermed har rigtig gode muligheder for at forbedre sidste års placering som nummer syv. Foråret indledes d. 11. marts mod FA 2000 på JYSK park.