Billedet er fra vores all-time-bedste kamp mod Vendsyssel i august 2023 – umiddelbart efter startede Sunes skades-helvede

Vor club captain det seneste år – Sune Balle – er atter ramt af uheldet. Den knæskade han fik på sidste spilledag af sidste sæson viste sig (alligevel) at være alvorlig: Korsbåndet er røget.

Uheldene bliver ved med at forfølge Sune Balle.

For næsten et år siden fik Sune et træthedsbrud, som tog et halvt år at hele. Sune kom så med træningen frem mod forårssæsonen, men en torsdag aften – inden han om fredagen skulle ha spillet de første minutter i en træningskamp mod Middelfart – gik han ned i en ‘Sune-Balle-blokering’ af Mads Zaar. Resultat: Brækket læg-ben.

Hård genoptræning, og Sune var med i vore sidste 6-7 kampe i 3. division – og var dermed også med til at redde kastanjerne ud af ilden til sidst. På sidste spilledag – hvor vi spillede 1-1 mod Vanløse – slog Sune så sit knæ.
4-5 forskellige fysio-terapeuter, læger og eksperter har rykket i Sunes ben i løbet af sommeren – men først da der kom en MR scanning kunne det ses: Korsbåndet var røget.

Nu venter der Sune en operation + en ny genoptræning. Fat mod, Sune.

Nyheden er sponseret af: