Frederik Nedergaard scorede Young Boys første mål – og kunne med lidt mere tur i den godt ha’ scoret et mere.
Flot Young Boys kamp på Fredensvang
Young Boys spillede fredag aften en god træningskamp mod AGF’s U19 liga mandskab. Drengene vandt 2-0 i Alexander Fischers første kamp i spidsen for ‘the Boys’.
Young Boys var uden Henrik Lindhard, Sune Balle, Anes Travljanin, Oliver Schmidt og Aleksandar Sojic, der ikke er helt klar til kamp-action. I stedet havde vi to prøvespillere med til Aarhus. På mål stod Alexander Kostow, der i efteråret var i Thisted FC, og på midtbanen havde vi Ernest Kurshumlio. Ernest er fra Vejle Boldklubs U-afdeling, og spillede i efteråret for DS-klubben Hedensted.
Og vi var klar fra start. De første 20-25 minutter spillede vi virkelig godt.
Første mulighed tilfaldt vor topscorer Jonas Yderholm efter kun 5 minutter, og minuttet efter fik Ernest Kurshumlio en god mulighed da bolden blev lagt af til ham. Men AGF kunne i begge tilfælde ånde lettet op. Men så gik den ikke længere. Efter små 9 minutters spil scorede Frederik Nedergaard efter godt forarbejde af Jeppe Grøn.
Det næste kvarter burde vi nok ha’ fordoblet føringen. Godt offensivt spil af Zaar, Yderholm og Nedergaard førte til en 3-4 ganske pæne chancer, ligesom vi klart mener en AGF-spiller tog bolden med hånden i feltet.
Efter en halv times spil kom de unge århusianere mere med – men farlige blev de ikke. Derimod fik Alexander Klein en pæn mulighed da bolden dumpede ned for fødderne af ham efter hjørne.
I pausen skiftede Fischer to spillere. Ud gik Ernest Kurshumlio og Frederik Nedergaard, og ind kom Lasse Kaihøj og Andreas Nybro. I anden halvleg havde Young Boys en stærk vind i ryggen, hvilket ikke gjorde det helt let – men det betød at AGF’erne også havde meget svært ved at komme frem.
Efter en lille times spil kom Ali Farej, Benjamin Møller-Nielsen og Yunus Akbayir på banen. Og det var stadig Young Boys der var i teten. Andreas Nybro der spillede sine første minutter siden sin svære skade var tæt på at gøre det til 2-0, men hans afslutning snittede ydersiden af stolpen.
Til sidst fik Young Boys alligevel den fortjente anden scoring da vi lagde et stærkt pres på AGFs midterforsvar – det betød at Yunus Akbayir stjal bolden i en farlig position, og sendte den flot i mål.
En god trænings-kamp for drengene, og en god start for Alexander Fischer.
AGF U19 – Young Boys FD 0-2 (0-1)
0-1 Frederik Nedergaard (9)
0-2 Yunus Akbayir (85)
Young Boys: Alexander Kostow – Theo Hoffmeyer, Alexander Klein, Mikkel Rytter, Emil Dissing – Jeppe Grøn (Benjamin Møller Nielsen, 60.), Simon Ryborg (Ali Farej, 60.), Ernest Kurshumlio (Andreas Nybro, 46.) – Jonas Yderholm, Frederik Nedergaard (Lasse Kaihøj, 45.), Mads Zaard (Yunus Akbayir, 60.)