Alexander Fischer og Holger Kristiansen – nu begge i Young Boys-tjeneste.
Fischer ny cheftræner
Alexander Fischer er ny cheftræner for Young Boys FD.
Det bliver den tidligere Lyngby-, Randers- og Viborg-spiller Alexander Fischer, der tager over som cheftræner for ’the Boys’.
37-årige Fischer har mere end 400 klub-kampe i Superligaen og Nordicbet-ligaen, og har de to seneste sæsoner også fået tilført erfaring som divisions-træner.
”Jeg forsøgte faktisk at ansætte Alexander som spillende assistent for 2½ år siden, da han stoppede i Viborg. Nu blev det så Skive, der gav Alexander hans første læring som cheftræner”, fortæller Holger Kristiansen.
”Og den erfaring er jeg sikker på kommer os til god gavn nu”.
I sommeren 2021 valgte Alexander Fischer nemlig Skive i stedet for Young Boys. Efter en sæson som spillende assistent og godt en sæson som cheftræner stoppede Fischers samarbejde imidlertid med skibonitterne i september 2023.
”Vi er naturligvis opmærksomme på, at Alexander kun har få år i bagagen som træner, men dels har han jo kunnet lære fra nogle af de bedste i sin tid som spiller (red. Colin Todd, Ove Christensen, Kasper Hjulmand og Jacob Neestrup), og dels synes vi altid vi har været gode til at samle en god og erfaren sportslig backing-gruppe”, lyder det fra Young Boys-direktøren.
Young Boys er ikke et helt nyt bekendtskab for Alexander Fischer, selvom han naturligvis ikke hverken har spillet eller trænet i 3. division.
”Jeg har siden min første snak med Holger for 2 ½ år siden, fulgt meget med i klubben og deres udvikling. Jeg synes at ambitionerne og værdierne i klubben stemmer godt overens med mine egne.
Jeg glæder mig til at være med til at forsætte den positive udvikling og sætte yderligere skub i retningen både på og udenfor banen. Jeg synes der er et rigtig godt potentiale i truppen og ser virkelig frem til at få lært spillerne at kende og begynde arbejdet frem mod sæsonstart”, lyder det fra Alexander Fischer.
Om mulighederne i forårssæsonen og ambtionerne generelt udtaler Alexander:
”Vi går en spændende forårssæson i møde, hvor det gælder om at få lagt godt fra land og samle så mange point som muligt – så er alle muligheder åbne. Det gælder om at gå ydmygt til opgaven og have respekt for modstanderne i en tæt række.”
”Jeg har altid haft høje ambitioner på egne vegne både som aktiv spiller og nu som træner. Jeg ser dette skridt som en vigtig del af min udvikling og med erfaringen fra de sidste to sæsoner i Skive føler jeg mig godt rustet til at gå ind i jobbet.”
Velkommen Alexander!