Daniel Sehested takker af i Young Boys
Vore drenge skal i 2024 have ny træner. Daniel Sehested takker af efter et spændende – men lidt uroligt – efterår for vort 3. divisionsmandskab.
”Der skal lyde en kæmpe tak til Daniel for indsatsen. Vi søgte en ung, ambitiøs og elitær træner, der kunne give os en særegen spillestil. Og det fik vi. Under Daniel har vi spillet noget af det bedste fodbold i klubbens 105-årige historie”, lyder det fra Holger Kristiansen.
”Specielt de to episke cup-kampe var højdepunkter. Vi kørte altså Danmarks 16. bedste hold over (2-1 over Vendsyssel), og faldt med ære mod et af Danmarks fire bedste hold (0-1 til SIF). De kampe vil alle KFUM’ere og YB’ere huske længe.”
Stats viser også at Young Boys på stort set alle målbare parametre ligger i Top3 i 3. division. Altså lige undtagen på den stats der hedder ’point’, som jo desværre er den der tæller 😊. Men spillet har været der, også selvom efteråret blev også en smule uroligt – både på og udenfor banen.
På intet tidspunkt i efteråret har der været mere end 15-16 drenge fri af skader og karantæner, hvilket helt naturligt har betydet at der nødvendigvis måtte søges kompromiser i træner-arbejdet. I kampene og i dagligdagen.
Og selvom vi er kommet langt på 10 år (i 2013 spillede KFUM altså i Serie 3) – så har det også været lidt svært udenfor banen. Mest af alt fordi det er svært at finde pladsen, som ’den fjerde professionelle og elitære klub i 8600’.
Men Young Boys og Daniel skilles på bedste terms – og der er forståelse for situationen fra begge sider, og Daniel vil da også takke for muligheden for at få sit første cheftræner-job.
”Jeg vil først og fremmest takke alle i og omkring Young Boys FD for nogle gode og lærerige 6 måneder. Young Boys FD gav mig muligheden i en ung alder for at blive cheftræner på seniorniveau, og det vil jeg altid være taknemmelig for”, lyder det fra Daniel Sehested.
”Jeg havde håbet og troet på, at jeg skulle være i klubben i en længere periode, men sådan skulle det desværre ikke gå. Det er ærgerligt, men sådan er fodboldverdenen også nogle gange. Vi skilles på en god måde, og så er jeg sikker på, at Young Boys FD forbliver et stærkt og godt 3. divisionshold i fremtiden”.