To mål af Alfa Muloko var ikke nok i Sundby, hvor nedrykningen blev en realitet

Det kom ikke som den store overraskelse at nedrykningen lørdag blev en realitet. Og kampen blev endda meget symptomatisk for sæsonen: For vi kunne og burde ha’ fået noget med fra kampen – som alligevel blev tabt til sidst. Omspark på straffe, nederlag i overtiden og rødt kort efter kampen fortæller billedet af et dramatisk 3-2 nederlag.

Men dramaet var i virkeligheden mest Sundbys drama, for vi var også rykket ud med 2-2, som stillingen var da vi rundede de 90 minutter. Et lille puf fra Andreas Bonnen gav dog amagerkanerne et billigt straffe – og da så Bamses straffesparksredning blev dømt til omspark … så vidste man godt hvad klokken var slået. Det var som deja-vu … en film man havde set en del gange. Eneste nye element var at KP efter kampen modtog det røde kort for protester, hvilket betyder at Krzyzstof har ‘spillet’ sin sidste kamp i sæsonen, da han får karantæne i de to sidste.

Kampen startede lige så dårligt som den sluttede.

Efter to minutter lavede Jacob Bamse Michelsen, hvad må karakteriseres som et pænt stort drop, da han tabte en harmløs bold ind i målet. Eller sådan så linjevogteren det i hvert fald. Fra tilskuerpladserne virkede det dog tvivlsomt om bolden overhovedet var over stregen.

Resten af første halvleg havde Sundby ikke meget at byde ind med udover et fladt skud, som Bamse fint kom ned og parerede til hjørnespark. I den anden ende havde vi 3-4 fine tiltag – og to af dem stod der Alfa Muloko på. Først afsluttede vor stærke unge spiller et flot angreb til udligningen 1-1, og senere i halvlegen gik Alfa solo. Fra sin position i højre side trak han ind, og med sin stærke venstre fod sendte han den flot i kassen, således at vi kunne gå til pause med 2-1 føring. Som med Holstebros manglende sejr i Lyseng ville ha’ være nok til at holde os i live.

Men 2. halvleg startede ligeså dårligt som første … i det første minut fik Sundby alt for let spil – og kunne kombinere sig til en 2-2 udligning. Kampen var lige – men underligt nok ikke vildt fyldt med nerve … ikke før i overtiden, hvor Sundby sikrede sig sejren via 2x straffe.

Dermed blev det til nedrykning til Danmarksserien efter fire sæsoner i divisionerne. Når man tager vore dogmer, vort budget og vort klub/kommune-set-up in mente … en ganske flot bedrift. Vi kan godt være stolte – men må også sige, at det blev dog for svært i en sæson med ganske mange udfordringer. Der er dog ingen undskyldninger – højest forklaringer.

Sundby Boldklub – Young Boys FD 3-2 (1-2)
1-1 Alfa Muloko
1-2 Alfa Muloko

Young Boys: Jacob Michelsen, Mads S Hansen, Kris Andersen, Andreas Bonnen, Sofus Jensen, Henrik Brodersen, Bogdan Sheiko, Oliver Schmidt, Alfa Muloko, Frederik Nedergaard, Tinus Olesen
Ind fra bænken: Anel Hamzic, Simon Birch, Jacob Hjorth, Jakob Olsen