Trupbillede fra starten af sidste sæson. Kun Schmitty, Bonnen og Fev er her i dag!

Efter 12-13 år uden nedrykninger (KFUM & Young Boys) måtte vi lørdag erkende at udfordringerne denne gang blev for store. Der er rigtigt mange gode forklaringer på hvorfor vi rykkede ud. Men ingen undskyldninger. Det lå i kortene at vi skulle ned, og nu går vi igang med at forberede os til Danmarksserien.

Der er ingen undskyldninger, for vi har haft en talentfuld trup også i denne sæson. Måske i virkeligheden een af 3. divisions mest talentfulde trupper – bedømt på vores top-niveau. Eksempelvis i begge kampe mod divisionens vinder, Brabrand.

Men der selvfølgelig en del forklaringer til at det trods alt blev for svært:

Kæmpe udskiftning
Den største forklaring er nok at 19 dygtige spillere (nitten!) siden sidste sommer har sagt farvel til os. Langt de fleste er gået til konkurrerende klubber, mens 3-4 stykker er blevet alvorligt skadet. Det ville næsten være naturstridigt, hvis vi kunne være blevet med denne afgang siden sidste sommer. Der er altså tale om 19 meget stærke spillere:
Ali Farej, Alexander Klein, Andreas Nybro, Christopher Bobber, Sune Balle, Henrik Lindhardt, Sebastian Wille, Emil Dissing, Mikkel Rytter, Jonas Yderholm, Jeppe Grøn, Lasse Kaihøj, Simon Ryberg, Malthe Wallin, Mads Zaar, Aleksandar Sojic, Anes Travljanin, Theo Hoffmeyer og Nicolai Vistisen.
På toppen af disse navne havde 2-3 stærke spillere som pludselig fik aftaler i Italien og Færøerne kort inden sæsonstarten.

Skader på nøgle-positioner
I sæsonen havde vi stor utur med vore ellers stærke målmænd. I august måtte vi rive kontrakten over med Christopher Bobber, der pga. hoften, meldte sig fodboldinvalid, og forud for slutspillet gentog det sig, da Nicolai Vistisen også ville stoppe pga. skade – denne gang knæet.
I den anden ende var vi heller ikke heldige. Stefan Stojilkovic der havde en fantastisk opstart med masser af mål blev skadet efter 10 minutter mod Brabrand – og kom aldrig med igen. Ligesom en anden offensiv-spiller, Anel Hamzic, først kom helt igang da det næsten var slut.
Vor trup er stærk nok til at imødegå skader generelt – men på nøglepositionerne blev det for svært.

Manglende kynisme
Hvis vi kun havde spillet 80 minutter i kampene, så var vi ikke rykket ud.
Alt for ofte har vi mistet point i de døende minutter. Så mange gange at det ikke kan være ‘uheld’ – vi har manglet kynismen i de tidspunkter af kampen, som er helt centrale. De første minutter af halvlegene – og de sidste. Allerbedst eksemplificeret i weekenden, hvor alle Sundbys tre mål blev scoret i disse nøgle-minutter.

Vi tager et skridt tilbage! Men Simon & Holger er allerede igang med at planlægge, hvordan vi, i løbet af de kommende år … kan tage to frem. Det skal nok blive fint.

Vi er stadig kommunens næstbedste hold, da Kjellerup er rykket ud af Danmarksserien og ned i Jyllandsserien. Lidt ærgerligt – da det ville ha’ været sjovt at ‘genoptage lokal-opgørene’.