
Young Boys er presset i tabellen og skal levere en stærk præstation mod stærke FA 2000. Der er brug for 90 minutters fight og fuld opbakning fra tribunerne. Foto: Silkeborg TalentWatch.
Lørdag kl. 14:00 venter endnu en vigtig kamp i nedrykningsspillet, når FA 2000 kommer på besøg i Buret. Young Boys står i en svær position i tabellen, og der er ikke længere plads til fejl – der skal kæmpes i samtlige 90 minutter, hvis der skal hentes livsvigtige point.
Modstanderen fra Frederiksberg har vist stærke præstationer gennem foråret og ligger i den øvre del af nedrykningsspillet. FA 2000 er et hold med tempo, fysik og kvalitet – men også et hold, som Young Boys tidligere har matchet, senest i et målløst opgør på udebane.
Efter nederlaget mod Lyseng skal der nu leveres en reaktion. Det handler om at stå sammen som hold, spille med hjerte og vilje – og være kyniske i begge ender af banen. Hver duel, hver løbemeter og hver beslutning bliver afgørende, når kampen fløjtes i gang.
Buret skal være et sted, hvor pointene bliver hjemme – og drengene har brug for opbakning fra tribunerne mere end nogensinde.
Kampen fløjtes i gang Lørdag den 23. maj kl. 14:00 – vi glæder os til at se jer!