Daniel Hørlyk Sehested, ny cheftræner i Young Boys FD

 

Young Boys-træner debuterer: Brugen af målmanden vil folk nok lægge mærke til

Det bliver med en ny træner og en ny stil, at Young Boys i weekenden indleder sæsonen i 3. division.

Lørdag kl. 12 fløjtes sæsonen 2023/24 i gang for Young Boys FD. Det sker på udebane i det nordlige Århus, hvor holdet møder VSK Aarhus på kunstgræs.

Det bliver den første officielle kamp for Daniel Hørlyk Sehested, som har overtaget cheftrænerposten i løbet af sommeren fra Thomas Loft. Et skifte som har betydet et andet fokus i opstarten.

– Den måde spillerne har været vant til at se spillet på og udført tingene på har nok fået en 180 graders drejning. Det handler både i spillet uden bolden og med bolden, fortæller Daniel Sehested, som har været tilfreds med det han har set fra sine spillere i opstartsfasen.

– De forsøger hele tiden at tilpasse sig til de ting, som jeg er kommet med, og gør det 100 procent. Det synes jeg har været det vigtigste i opstarten.

Opspillet i fokus

Principperne og filosofien er den samme som altid i Young Boys FD, men der vil nok alligevel være nogle nye taktiske ting, som vil springe i øjnene hos Young Boys-supporterne, når holdet tørner ud i 3. division i denne sæson.

– Brugen af målmanden vil folk nok lægge mærke til. Vi bruger vores målmand i vores opspil og har ham langt fremme for at skabe både et numerisk overtal i vores opspil, men også for at give flere vinkler og måder at starte opspillet på, fortæller Sehested, som har arbejdet med brugen af målmanden i opspilsfasen i de sidste fire år. Ideen opstod mens træneren var tilknyttet FC Nordsjælland, og siden da har han arbejdet med konceptet i både teori og praksis i form af et speciale i forbindelse med sin A-licens, men også i sin tid i FC Helsingørs ungdomsafdeling.

I holdets to træningskampe har det nye koncept været tydeligt. I holdets første kamp slog man oprykkerne fra Middelfart med 3-0, mens det på JYSK park i sidste uge blev til 3-3 mod Silkeborg IF’s U19-mandskab. En kamp hvor holdet til tider var lidt for gavmilde i opspilsfasen, hvilket dog ikke er noget, som har holdt Young Boys’ nye træner vågen om natten.

– Jeg bruger ikke så meget tid på de individuelle fejl. For mig handler det mere om beslutningstagningen, og om spillerne laver de rigtige valg i forhold til den måde vi vil gøre tingene på. Så jeg er helt rolig, det bliver godt at komme i gang, fortæller den 29-årige træner, som har stiftet bekendtskab med at stå i spidsen for et seniorhold som cheftræner, da han tre gange i sidste sæson havde ansvaret for FC Roskilde.

Første hjemmekamp for Young Boys FD er på torsdag, når holdet tager imod Vendsyssel FF i Oddset Pokalen. Det er kl. 18.00 på JYSK park. Køb din billet her.