Young Boys leverer pokalchok og slår NordicBet Liga-hold ud

Efter en fremragende kamp på JYSK park vandt Young Boys 2-1 over Vendsyssel FF i Oddset Pokalen.

Det blev en af de store aftener i Young Boys’ godt nok korte historik, men ikke desto mindre leverede holdet en af de bedste præstationer i klubbens historie, da man hjemme på JYSK park slog Vendsyssel FF ud af pokalturneringen. Vi havde fået 20% vinderchance af Danske Spil inden opgøret, og de odds formåede vi i løbet af kampen at gøre til skamme.

Gæsterne fra Vendyssel kom ellers rettelig fint fra start. Angriber Benjamin Smales Braithwaite kom frem til tre halve chancer for gæsterne, inden samme Braithwaite serverede bolden for fødderne af Oscar Buch, som scorede til 1-0 for Vendyssel efter et kvikt kontraangreb.

I den periode havde Young Boys egentlig skabt nogle fine momenter, men desværre var afleveringerne for sløset. En af dem var nyankomne Mikkel Rytter, som smed lidt for mange bolde væk. Men det skulle ændre sig. For som tiden gik blev det mere og mere Young Boys som tog over, mens Rytter blev dominerende med mange fornemme afleveringer. Ali Farej kom frem til en stor chance, men sparkede langt forbi.

Mere farligt blev det da Anes Travljanin satte hele Vendsyssels venstreside med nogle elegante driblinger, som man nok ikke engang er vant til at se på NordicBet Liga-niveau. Uselvisk smed Anes bolden på tværs og fandt Yderholm, som uden at tøve fandt en helt fri Mads Zaar, som desværre brændte en mod en med Vendsyssels keeper.

Surrealistisk anden halvleg

Chancen til Young Boys lige inden pausen burde måske nok have alarmeret Vendsyssel om at sejren ikke var helt i hus. Men fra anden halvlegs start var der kun et hold på banen. Young Boys overtog fuldstændig spillet og kørte rundt med dagens gæster. Det var næsten uvirkeligt at være vidner til.

Nu manglede bare målene. Det første kom efter 52 minutter. Et fremragende indlæg landede hos Mads Zaar, som elegant headede bolden forbi gæsternes fremadstormende keeper. 1-1!

Vendsyssel kunne ikke rigtig svare igen, og dermed var det naturligt for Young Boys bare at presse på for også at komme foran i kampen. Igen var Mads Zaar løsningen, da han fik en stikning i dybden, som han fik taget fornemt med sig forbi gæsternes keeper, som var nødsaget til at begå straffespark. Her viste Jonas Yderholm sig ganske træfsikker, og hamrede os foran 2-1.

Der kom et forventeligt pres fra Vendsyssel til allersidst, hvor alle mand blev trukket med frem. Men selvom Henrik Lindhard endda måtte udgå med en skade til allersidst, så gik Noah Lauritzen ind til sin debut og stod de sidste minutter og var med til at sikre et historisk resultat, som vi nok ikke lige glemmer foreløbigt. Det var faktisk ikke engang så meget resultatet, men den overbevisende måde som det blev gjort på, som imponerede allermest. Sikke en aften i Young Boys FDs historie.

Der er lodtrækning til anden runde af pokalturneringen i morgen kl. 12.

Kampen i tal:

Oddset Pokalturneringen, 1. runde, torsdag d. 10/8-2023, kl. 18 på JYSK park

Young Boys FD – Vendsyssel FF 2-1

0-1 Oscar Buch

1-1 Mads Zaar

2-1 Jonas Yderholm (straffespark)

Tilskuere: 221