27/08/2021

Young Boys klar til at jagte 3 point i weekenden

På lørdag drager Young Boys afsted mod Sjælland for et opgør mod FC Roskilde, hvor vi skal prøve at skaffe endnu en sejr. 

Young Boys kommer ind til kampen denne weekend med tre vigtige point i bagagen, efter vi formåede at besejre vores fælles Danmarksserieoprykkere fra Lyseng 2-1 i sidste runde. Hvilket er tre uhørt vigtige point i tabellen, da vi i de næste to kampe har FC Roskilde og Frem, som begge to er bookmakernes favoritter til at rykke op i 2. division.

– Vi fik tre dejlige point i Lyseng, efter en knapt så køn kamp, men hvor vi alligevel viste os selv, at vi kan arbejde 3 point hjem, udtaler YBs assistenttræner Jonas Grauslund.

Vi lykkedes egentlig med flere ting ift. at skabe chancer og presse modstanderen højt, men det niveau vi ramte på bolden i de to foregående kampe udeblev lidt, men det var også under sværere forhold banemæssigt i Lyseng.”

Vores modstander fra FC Roskilde har en lang og fin historik bag sig, idet holdet i seks sæsoner i streg fra 2014 til 2020 var at finde i Danmarks anden bedste række. Deres bedste resultat i den periode var en imponerende fjerde plads i 16-17 sæsonen, med en spillertrup bestående af profilerede spillere som Mikkel Thygesen, Jesper Bech og Bajram Fetai.

FC Roskilde er siden rykket to rækker ned, men de virker dog fast bestemt på at skulle op i de finere selskaber inden længe. Holdet har også fået en perfekt start på sæsonen, hvis man blot kigger på deres pointhøst i de første fire kampe, hvor sejre mod Herlev, Næsby, Frem og Dalum har været hvad FC Roskilde kan se tilbage på indtil videre.

Young Boys kan forhåbentligt sætte en kæp i hjulet og være det første hold som besejrer topholdet denne sæson. Vi har snakket med YBs assistenttræner, Jonas Grauslund for at høre ham om morgendagens kamp.

– I morgen venter FC Roskilde som har maksimumpoint i rækken, men det skræmmer os egentlig ikke. Vi har nogle ting i vores hold, som vi kan se kan gøre ondt på dem, og vi tager ikke bare derover for at lægge os ned og være tilfredse med et point på forhånd.

Vi har bevist her fra start, at vi har niveau til den her række og at vi kan spille med i forskellige kampbilleder, og vi glæder os ekstremt meget til at komme derover i morgen og jagte 3 point. Vi har forberedt os godt og ser muligheder, så det skal nok blive en rigtig fin kamp.

Kampen bliver spillet kl 14.00 på Roskilde Idrætspark. Du kan se livestreame kampen på dette link.

 

Vil du blive en del af Young Boys FD?

Som Young Boys supporter støtter du først og fremmest Young Boys projektet, hvor vores unge drenge kan udvikle sig både arbejds- og fodboldmæssig. Du kan læse mere om Young Boys support her.