Young Boys FD henter ny assistenttræner
26-årige Emre Akcin er ny mand på posten som assistenttræner i Young Boys FD.
Spillerne i Young Boys FD har fået en ny stemme at lytte til i trænerteamet. Emre Akcin er hentet ind på positionen, hvor han skal hjælpe cheftræner Thomas Loft med at få guidet det unge hold i den rigtige retning i foråret. Den nye unge assistenttræner er dog ikke fremmed for en del af spillerne i truppen, da han i forvejen arbejder i Young Business, hvor han til daglig varetager jobbet som konsulent.
Med 10 års erfaring som træner i Ikast FC, hvor det primært har været som cheftræner på Liga 1 og 2 niveau fra U15 til U19-hold, så har Emre Akcin god erfaring med at arbejde med unge mennesker, som det også er tilfældet i Young Boys FD.
– Det er en fed følelse og en spændende mulighed for mit vedkommende. Det er en spændende klub med en spændende ung trup. Og så er der nogle principper og værdier, som i den grad tiltaler mine egne principper, så jeg er spændt og ser frem til udfordringen.
26-årige Emre Akcin bliver den første, der tager turen fra business-delen i Young Business til fodbolddelen. Noget der glæder den nye assistenttræner, som dermed nu i hverdagen kommer helt tæt på en lang række af de spillere, som han skal være træner for om aftenen.
– Normaltvis plejer der jo at komme fodboldspillere herud til business-delen, og nu er jeg jo så ansat i business-delen og er blevet rekrutteret til fodbolddelen. Men der er ikke så mange ting, der kommer til at ændre sig, andet end at der er nogle ting, der bliver tilpasset, så jeg kan få det til at hænge sammen.
Du kan se et interview med Emre Akcin i videoen herunder.
Den nye assistenttræner erstatter Jonas Grauslund, som ved årsskiftet er stoppet i Young Boys FD. Vi vil gerne takke Jonas for indsatsen.