01/07/2021

YOUNG BOYS FOOTBALL DEVELOPMENT

Silkeborg KFUMs nyoprykkede 3. divisionshold skifter navn til Young Boys FD, og selskabet Young Boys FD sikrer samtidig kontrakttilladelsen fra moderklubben.

Silkeborg KFUM er formentlig fodbold-Danmarks højdespringer de seneste 5-10 år. For 8 år siden lå den midtjyske klub i Serie 3, men for 6 år siden satte man kursen mod divisionerne – og kommerciel fodbold. Det bliver nu en realitet, efter oprykningen blev sikret i juni måned.

Nu skifter førsteholdet navn til Young Boys FD.

”Vi bærer rigtig mange af KFUM-værdierne med over i vort kommercielle projekt”, lyder det fra manden bag projektet, Holger Kristiansen.

”I virkeligheden er Young Boys FD bare en kommerciel 2021-version af KFUM, vores projekt er også bygget på den holistiske tilgang til de unge mennesker – illustreret ved trekanten: Body-Mind-Spirit”

Arbejdet med at tilknytte spillere på kontrakt i klubben er allerede i gang. Men til forskel fra de fleste andre steder, så tilbyder Young Boys FD en fuld pakke, hvor spillerne samtidig bliver ansat i business-afdelingen Young Business. Her får spillerne optimale forhold til f.eks. at kunne træne om formiddagen, mens de samtidig får foden indenfor i erhvervslivet.

”I praksis betyder det, at vi vil gøre alt for at vore unge drenge får en seriøs chance for at udvikle deres fodboldtalent – samtidig med at de får mulighed for en civil karriere i et af vore selskaber i Young Business”, fortæller Kristiansen, der tidligere har været manden bag Oddset, bold.dk, Bet24, KanalSport, Bet25 – og altså nu Young Boys og Young Business.

Manden med det sportslige ansvar i Young Boys FD er Thomas Loft, som de seneste to år også var cheftræner i Silkeborg KFUM. Det var således Loft der sikrede oprykningen til 3. division. Før KFUM og Young Boys har Loft være U19 liga træner i Silkeborg IF og før det U17 liga træner i Randers FC, og den 37-årige Loft glæder sig til at prøve kræfter med divisionsfodbolden:

”Det har været et hårdt og hektisk forår for DS-klubberne, der på tre måneder skulle afvikle 19 kampe – men til gengæld sidder vor adrenalin stadig i kroppen … og drengene glæder sig til den nye sæson”, siger Thomas Loft.

For mere info:
Thomas Loft
Football, Young Boys FD
+4520728207

Holger Kristiansen
Mangement, Young Boys FD / Young Business / Young Boys Academy
+4520235007

Anders Frost Brandstrup
Communication, Young Boys FD
+4523658995