YOUNG BOYS HENTER NY ASSISTENTTRÆNER I AGF
Trænerteamet bliver forstærket af Jonas Grauslund, som kommer fra et job som cheftræner for AGF’s U15-hold.
Forberedelserne til den kommende sæson er i fuld gang i Young Boys FD. Første træningsdag var i går, og her kunne truppen hilse på holdets nye assistenttræner, Jonas Grauslund.
Den 32-årige træner er startet både i Young Boys FD og Young Business, hvor den tidligere ungdomstræner i Randers FC og AGF har fået til opgave at sørge for at transitionen mellem arbejde og fodbold bliver god for de mange spillere i truppen, som skal jonglere mellem et fultidsjob og en fodboldkarriere.
– Jonas passer perfekt ind i den profil vi gerne vil have hos vore ledere. Han kan være med til at udvikle vore spillere og medarbejdere – både på banen og i business. Samtidig vil han være et stort aktiv i vor fremtidig rekruttering af unge drenge, da han har kendskab til de årgange, vi fremover skal rekruttere fra, fortæller Holger Kristiansen.
Selv ser Jonas Grauslund også frem til at prøve kræfter med det nye projekt.
– Jeg blev hurtigt meget inspireret efter mine første snakke med Holger ift. det her med at udvikle de unge mennesker og hjælpe dem til at give fodbolden ekstra opmærksomhed, samtidig med at vi kan hjælpe dem med at spore sig ind på hvordan en erhvervskarriere kan se ud for dem. Jeg tror på, vi kommer til at flytte de her drenge rigtig meget på den lange bane både som fodboldspillere og som mennesker, fordi vi har et setup som er ret unikt.
Med fortid som træner i ungdomsafdelingerne i Randers og AGF, kan Young Boys FD’s nye træner trække på erfaringer med at få skabt et godt miljø til at udvikle sig i.
– Jeg har arbejdet med spillere fra U15 – U19 i to veletablerede fodboldklubber med gode udviklingsmiljøer og det er klart, at her har jeg oplevet hvor langt man når med hårdt arbejde, ydmyghed og en god tilgang til at udvikle sig. Vores spillere skal udvikle sig fodboldmæssigt og arbejdsmæssigt, og her kommer jeg til at være tæt på dem i dagligdagen og bruge nogle af de erfaringer, jeg har fået med mig ift. dialog og sparring men også det at stille krav til dem på træningsbanen og sigte efter det ultimative, fortæller Jonas Grauslund, som både vil have sin gang på træningsbanen, men altså også på kontoret på Ballevej.