Et halvt år mellem stængerne for Young Boys var nok til at overbevise AC Horsens om Sebastian Willes kvaliteter

WILLE PÅ FULDTIDS-KONTRAKT I AC HORSENS

19-årige Sebastian Wille kom til Young Boys på transfer-deadline’s sidste dag i januar, da vi lejede ham i OB for resten af sæsonen. Et halvt år senere kommer det unge målmands-talent på fuldtid hos AC Horsens.

Dermed er det atter blevet slået fast, at divisionsklubberne kigger på vore unge, dygtige spillere – og nok også i højere grad en tidligere er klar over, at det er dygtige spillere som godt kan begå sig højere oppe i liga-systemet.

“Jeg er super glad på Willes vegne”, siger klubejer Holger Kristiansen.

“Selvfølgelig ville vi gerne have beholdt Wille et år eller to mere, og jeg er også sikker på at han ville have taget flere store skidt i målet for Young Boys, men en fuldtids-kontrakt hos en Nordicbet-liga klub, den skal han tage,” lyder det forstående fra Holger.

“Faktisk er dette jo præcis det som vi håber sker for vore unge spillere: At vi gennem god træning, udvikling, tillid og kamp-erfaring kan bringe unge talenter på fuldtid andre steder, så vi er også glade i Young Boys”.

Wille har været glad for den chance han fik i Young Boys:
“Efter gode år på akademierne i hhv. FC Midtjylland og Odense Boldklub fik jeg i januar muligheden hos Young Boys. Det blev til 13 kampe, og den erfaring, jeg har fået ved at spille de kampe, er uvurderlig. Hvor mange 2.års U19-keepere får lov at spille på divisionsniveau i nogle så vigtige kampe? Ikke mange!,” lyder det fra Sebastian. 

“Det har altid været min drøm at komme til at leve af at spille fodbold, når jeg var færdig med min studentereksamen, og den drøm går nu i opfyldelse. For en uges tid siden, bestod jeg min studentereksamen, og her få dage efter har jeg skrevet under på min første fuldtidskontrakt som fodboldspiller, så jeg er stolt og glad.

Hos AC Horsens får jeg en helt anden rolle, end den jeg har haft i Young Boys, og det bliver alt andet lige til færre kampe på seniorniveau det næste års tid, men jeg er stadig en meget ung keeper, og jeg er sikker på, jeg nu, hvor jeg kan fokusere 100% på min fodbold, vil tage yderligere skridt, og nu glæder jeg mig til at komme igang med fuldtidskarrieren”.

Sebastian Wille og hans stærke team bestående af forældrene Kristian og Lene, samt rådgiver Michael Møller er dog også en smule vemodige:
“Selvom det kun blev til et halvt år i Young Boys, er det en smule vemodigt, jeg nu skal sige på gensyn. Både jeg og min familie nåede på den korte tid i den grad at få klubben ind under huden, og vi vil følge med både i medierne og på banerne i Silkeborg, når det er muligt”, lyder farvel-salutten fra den 1,97 meter høje keeper.

En vild uge for Wille: Studenterhue, dimission og fuldtidskontrakt i Horsens. Tillykke, Wille … vi ses på banerne …

Nyheden er sponseret af: