Young Boys topscorer Jonas Yderholm håber på at vi kan dominere aftenens opgør på Jysk Park mod Vejgaard

Yderholm: Vi skal dominere

Fredagens hjemmekamp mod Vejgaard gir drengene mulighed for midlertidigt at sætte sig på 3. divisions førsteplads. I hvert fald indtil VSK har spillet deres kamp senere i weekenden.

Tidligere har vore unge spillere dog haft det lidt svært med skulle ud og spille for en topplacering, så vi har spurgt Young Boys topscorer Jonas Yderholm om hvad opskriften skal være for en sejr i aftenens kamp.

“Jeg tænker helt sikkert, at det er en kamp som vi skal ud og dominere. Både med og uden bold. Vi skal gøre de ting vi er gode til og blive ved med at overføre træningen til kamp“, lyder det fra Yderholm der ikke bare er YBFD-topscorer men også ligger delt i spidsen af 3. divisions topscoreliste sammen med Lysengs Anders Fæster.

“Og så håber jeg naturligvis at jeg efter kampen er alene i spidsen af topscorerlisten”.

Aftenens modstander fra Vejgaard har vi mødt to gange tidligere, nemlig i Danmarksserien i oprykningssæsonen 2020-21. Seneste opgør var på Soffy Road i Aalborg hvor vi den 10. april 2021 spillede 1-1 i den første bøvlede kamp på forårsgræs i 2021. Vi kom bagud i kampens start – men Peter Nemec udlignede til slutresultatet.

Men ellers har vi kun gode minder om Vejgaard, da det var en Vejgaard-sejr i Marienlyst der endegyldigt sikrede os oprykningen til 3. division i det senere oprykningsspil. Vejgaard er nu også rykket op – og vi er klar til vor første kamp i divisionerne.

Vi ses på Jysk Park kl. 19.00.