Frederik Mehder diskede op med flere fine redninger, og blev kåret til YB Man-of-the-Match.

I en lige og tæt DS-kamp hentede drengene 1 point mod de direkte konkurrenter i nedryknings-striden. 2-2 blev det mod Horsens fS, der stillede 2x Nicolai som vi kender på Søholt Parkvej – Johansen og Vestergaard.

Ingen af vore to gamle spillere kom heldigvis til at spille nogen større rolle. Vor gamle anfører fra sidst vi var i Danmarksserien, Nicolai Johansen, har ellers lavet masser af mål i DS, og senest også to stk. i sidste weekend. Det så også ud til at Johansen skulle sparke et direkte frispark kort før pausen – men det blev istedet Horsens’ anden store goal-getter, Egzon Kolici der sendte kuglen i kassen.

Vi havde ellers en del nærgående forsøg, hvor vi kunne og burde ha’ afsluttet bedre – men heldigvis fik Henrik Brodersen bragt balance i regnskabet inden drengene gik til pause.

Horsens kom på 2-1 men et kvarter før tid blev Younes stukket i en friløber, og han blev fældet da han ville drible uden keeperen. Straffe – som Jacob Hjorth bankede i kassen. 2-2.
Vi håbede derfor på et Young Boys-pres til sidst. Men det udeblev – for Benjamin Møller Nielsen måtte humpe ud med kun små 10 minutter tilbage – og da Arun havde brugt sine tre udskiftningsstop, så måtte vi spille de sidste minutter 10 mod 11.

Vi holdt hjem – og satte 1 point på kontoen.

Young Boys – Horsens fS 2-2 (1-1)
1-1 Henrik Brodersen (44)
2-2 Jacob Hjorth (78)