Tidligere U-landsholdsspiller til Young Boys
Christoffer Petersen kommer til Young Boys med U-landsholdskampe på U16 og U17 niveau. Sammen med Jonas Graversen får vi nu to stærke venstre-fødder. Begge fra Randers i øvrigt.
Young Boys FD er utroligt glade for at have Chris med i projektet, da han besidder stærke menneskelige samt fodboldmæssige kompetencer, som er skræddersyet til vores setup.
”Chris er en spiller som er rigtig rolig på bolden og som oftest træffer gode beslutninger. Han kan indgå i spillet i små rum, hvor hans hurtige tankegang kombineret med hans overblik er noget vi får stor glæde af”, udtaler YB assistenttræner, Jonas Grauslund.
Christoffer Petersen startede sin fodboldkarriere i SIF Assentoft, hvor han dog i en tidlig alder skiftede ind til Randers Freja. Det var også her Christoffer opnåede flere u-landskampe igennem sin ungdomstid – Nu er det tid til seniorbold for den 20-årige venstreback.
”I Chris får vi en spiller, som er skolet godt og har været vant til at træne meget i mange år, og som hele tiden stræbe efter at blive bedre. Vi glæder os til at få Chris integreret på holdet, for vi er sikre på, at han bliver en stor gevinst for os, og vi er meget glade for at han valgte at tage hertil”, slutter Jonas Grauslund af.
Christoffer har allerede fået sin uofficielle debut for Young Boys, da den tidligere Randers FC spiller har været med i truppen i holdets første to træningskampe mod Kolding IF og Odder IGF.
I nedenstående interview kan du høre, hvad cheftræner Thomas Loft har at sige om opstarten indtil videre, og hvorvidt man kan forvente flere nye spillere.