Viby kunne ikke holde Young Boys-topscorer, Jonas Yderholm, væk fra målene.

Sejr over et stærkt Viby-mandskab

Young Boys fik revanche for nederlaget til Holstebro, og vandt 7-1 over et stærkt DS-tophold fra Viby. Hattrick af Jonas Yderholm.

Viby er med helt i toppen af DS og måske skal vi møde dem igen efter sommerpausen. I efteråret slog de også topholdet fra 3. division – VSK – ud af pokalen, ligesom de blandt andet slog Kjellerup 5-0. Så det var et stærkt mandskab vi skulle møde som sidste test inden kampen i Svendborg næste weekend.

Og Viby skuffede ikke – de spillede fint, men straks fra start var det også klart, at specielt Mads Zaar kunne løbe fra Viby-forsvaret. Efter 18 minutter skulle der ulovlige midler til at stoppe Zaar i feltet – og Jonas Yderholm scorede sikkert fra pletten.

Zaar kom dog hurtigt på tavlen da han efter 20 minutter satte indersiden på et fint Emil-Dissing-indlæg. Viby fik dog fortjent reduceret til 2-1 inden pausen.

2. halvleg var dog ikke mange minutter gammel da Young Boys på feltet kombinerede fint, og Andreas Nybro fandt Frederik Nedergaard. Frederik vendte rundt – og satte resolut bolden i mål.

Den næste halve time spillede Viby fint med, og de knækkede først da Mads Zaar satte en assist fra Jonas Yderholm i kassen. Herfra gik det stærkt og Viby kunne slet ikke håndtere den fart der stadig var i Young Boys-offensiven. Yunus Akbayir var skiftet ind, og løb fra Viby-forsvaret. Uselvisk sendte Yunus bolden i fødderne på Yderholm, der kunne score sit andet mål.

Yunus og Yder var også med i 6-1 målet. Yunus stak Yder afsted, som sendte den ind til Lasse Kaihøj, der let kunne sende den i mål. Og på kampens sidste spark, sendte Yderholm bolden i kassen til 7-1 på en Yderholm-classic – efter at Lasse Kaihøj havde løbet en dårlig tilbagelægning op.

7-1 og Holstebro-kampen var glemt.
Men der er heldigvis stadig ting at arbejde med (utroligt at man skal sige det efter en 7-1 sejr).

Young Boys: Henrik Lindhard, Emil Dissing, Mikkel Rytter, Alexander Klein (Ernest Kurshumliu), Andreas Bonnen (Ali Farej), Jeppe Grøn, Malthe Wallin (Simon Ryberg), Andreas Nybro (Benjamin Møller-Nielsen), Mads Zaar (Lasse Kaihøj), Frederik Nedergaard (Yunus Akbayir), Jonas Yderholm

Young Boys – Viby 7-1 (2-1)
1-0 Jonas Yderholm, straffe
2-0 Mads Zaar
3-1 Frederik Nedergaard
4-1 Mads Zaar
5-1 Jonas Yderholm
6-1 Lasse Kaihøj
7-1 Jonas Yderholm