Oliver Schmidt fik chancen fra start lidt længere fremme på banen – og han kvitterede for tilliden med et hattrick

Lørdag spillede vi årets femte træningskamp, da vi i Ringkøbing slog deres Danmarksserie-mandskab med 6-1. Hattrick af Oliver Schmidt.

Efter at have ydet god modstand mod Nordicbet-liga og 2.divisions-hold de seneste to weekender var vi tilbage i en kamp hvor vi havde fuld kontrol fra første minut. Vi var således foran med 2-0 efter fem minutters spil, og Ringkøbing havde meget svært ved at komme ud af forsvars-positionen.

Det blev 1-0 allerede efter tre minutter da en stærkt spillende Jakob Olsen nærmest på stregen bare skulle sætte indersiden på et godt gennemspillet angreb. Og to minutter senere var det så Oliver Schmidt der kunne afslutte et godt angreb med 2-0 målet.

Oliver Schmidt havde fået en mere offensiv rolle end normalt, og han fandt godt ind i samspillet med Stefan Stojilkovic, som atter leverede en fantastisk præstation. De to kombinerede godt – og det betød at Schmitty i 1. halvleg kunne lave et hattrick. Også den anden front-spiller, Tinus Olesen, spillede en fin kamp – og stod bag to assists i 1. halvleg.

Inden Schmittys trejde – og Young Boys’ fjerde mål – sendte Ringkøbings Mikkel Holk bolden i kassen på hvad der vist blev vestjydernes eneste afslutning på mål i hele kampen.

4-1 ved pausen – og det kunne ha’ været mere.

I anden halvleg skiftede vi på de fleste pladser. Kun vore tre bagerste, Jacob Michelsen, Kris Andersen og Andreas Bonnen, fik lov at spille fuld tid. Men 2. halvleg viste at vi har en bred – og stærk – trup, for vi fortsatte dominansen. Om ikke helt så intensivt, så dog med masser af chancer, samtidig med at vi ikke gav noget væk.

Det blev til to mål – men også i 2. halvleg kunne vi have været mere effektiv. Således sendte både Ernest Kurshumlio og Simon Birch bolden på overliggeren. Birchs forsøg endte dog – efter at bolden havde ramt overliggeren – i hovedet på Alfa Muloko, der headede den ind til 5-1.

Kort efter kom Simon Birch i skudposition midt for mål – og her svigtede den unge silkeborgenser ikke – den blev sendt flot i mål uden chance for Ringkøbing-keeperen.

Simon Birch sender fra små 20 meter bolden op i højre målhjørne: 6-1 til ‘the Boys.

En fin træningskamp, hvor vi fik øvet os i at have bolden, og hvor eneste malurt i bægeret var at Jakob Olsen måtte lade sig skifte ud med en ankel-skade. På positiv siden, udover det allerede nævnte, var at både Simon Ryberg og Mads Schmidt Hansen fik deres første Young Boys minutter i opstarten.

Ringkøbing – Young Boys 1-6 (1-4)
0-1 Jakob Olsen
0-2 Oliver Schmidt
0-3 Oliver Schmidt
1-3 Mikkel Holk
1-4 Oliver Schmidt
1-5 Alfa Muloko
1-6 Simon Birch

Young Boys start: Jacob Michelsen, Simon Ryberg, Kris Andersen, Andreas Bonnen, Sofus Jensen, Jakob Olsen, Henrik Brodersen, Magnus Isager, Oliver Schmidt, Tinus Olesen, Stefan Stojilkovic

Ind fra bænken: Frederik Nedergaard, Alfa Muloko, Simon Birch, Jacob Hjorth, Dereje Jensen, Ernest Kurshumlio, Mads S. Hansen,