Ny stærk keeper-duo
To nye målmænd har skrevet under
Young Boys spillede i sin første sæson i 3. division med fire forskellige keepere. Nu er der skrevet kontrakt med en utrolig stærk keeper-duo: Et helt ungt talent, og en mere rutineret divisionskeeper.
”Vi spillede den første sæson i 3. division med tre unge keepere og en mere rutineret, men af forskellige grunde fandt vi aldrig det helt rigtige keeper-mix”, fortæller Holger Kristiansen.
”Med vore to signings af Henrik og Mathias er jeg helt sikker på, at vi har sikret os en af 3. divisions bedste keeper-duoer, og forhåbentlig får vi nu en god kontinuitet på denne position i de kommende år”.
Henrik Lindhard (billede ovenfor) kommer fra Brabrand IF, og er en rutineret divisions-målmand, med både 1. og 2. divisionskampe, ligesom Henrik også har haft et par udlandseventyr på Færøerne og i Spanien.
Mathias Balle (billede nedenfor) kommer fra FCMs U19 Liga, hvor han udover U19 liga kampe også har en Youth League kamp (mod Rosenborg) på CV’et.
Udover de to dygtige målmænd, så har vi også unge Filip Desouza (Serie 1) og Lucas Udengaard, som vi forventer vender retur til jul efter et år i Livgarden, så målmandsmæssigt står KFUM og Young Boys nu på ’et rigtigt godt sted’.
Med tilgangen af Balle og Lindhard skal der samtidig lyde en stor tak til Morten Bisgaard. Bis var med til at spille os i 3. division, og selvom han ikke var med i efteråret – så trådte han til da vi manglede en keeper i foråret. Morten har et stort shipping-job, der gør det umuligt for ham at træne fire gange om ugen i Silkeborg kl. 16 – så en forlængelse lå ikke i kortene.
Tak for indsatsen, Bis!