Nemec hattrick cementerede storsejr på Amager

En flot holdpræstation udløste tre fortjente point mod AB Tårnby

Efter sidste weekends skuffende nederlag til Ishøj kom Young Boys tilbage med maner i udekampen mod AB Tårnby. Kampen var ikke mange minutter gammel før Young Boys pressede voldsomt på for en scoring, men afslutningerne manglede kvalitet og præcision.

Hjemmeholdet bed fra sig et par gange, men overordnet var det fuldt fortjent, da Young Boys endelig fik hul på bylden. Først var det Stefan Stojilkovic, som sendte udeholdet foran, mens Henrik Hykkelbjerg fulgte op få minutter efter og fordoblede føringen med et fladt spark i en helt fri position.

Et klassemål blev til et hattrick

Anden halvleg var ti minutter gammel da det blev 3-0. Et godt gennembrud i højresiden sendte bolden ind i fødderne på Peter Nemec, som med et smukt spark hamrede bolden i kassen.

AB Tårnby svarede igen kort tid efter med et skud på træværket, men hjemmeholdet havde ikke tur i den. Det havde til gengæld Peter Nemec, som efter 77. minutter gjorde det til 4-0, da angriberen stod klar på en returbold. I kampens døende sekunder blev det endnu bedre for Young Boys og Peter Nemec, da angriberen fuldførte sit hattrick ved at udnytte en friløber. En perfekt eftermiddag for Young Boys endte med en 5-0 sejr.

Dermed ligger holdet stadig nr. 3 i 3. division med et enkelt point op til Middelfart som er næste weekends modstander. Kampen bliver spillet på lørdag kl. 14.00 på JYSK park. Køber du din billet på boldbillet.dk, så koster den kun 45 kr. + gebyr (pris ved indgang: 60 kr.)

Pokalturnering: Young Boys FD – Brabrand IF tirsdag d. 30/8 kl 18:00

Kan du ikke vente til lørdag, så har du chancen tirsdag aften, når Young Boys spiller 2. runde af Pokalturneringen mod Brabrand IF. Det er kl. 18:00 på Jysk Park. Køb din billet på Boldbillet.dk.