
Som altid når vi holder trials rundt i Tanzania kommer drengene talstærkt. I Moshi var der 65 drenge – ikke alle havde dog den helt rigige alder 🙂
I den forgangne weekend afholdte vore trænere og frivillige den fjerde og sidste trial rundt i landet. Nu er vi klar til den endelige udvælgelses-weekend den 29.-30. november.
Vi har tidligere på efteråret besøgt tre af vore venskabs-akademier i Kundunchi (Dar es Salaam), Mbagala (Dar es Salaam) og Morogoro. Og derudover har vi naturligvis – via Arumeru League – holdt et vågent øje med de helt yngste talenter. I den forgangne uge var vi så i Moshi til årets fjerde og formentlig sidste ‘rundt-i-landet-trial’.
Planen er at vi hvert efterår afholder trials rundt i Tanzania hvor vi så inviterer de mest lovende drenge en weekend til akademiet. Her laver vi den sidste test – både af fodbolden, af det skolemæssige og af drengens ‘grit’. Således at den færdige rekruttering bliver foretaget helt efter KFUM-værdierne: Body, Mind & Spirit.
Efter Moshi-trial (hvor vi fandt 2 kandidater) har vi nu 12 drenge, som vi har inviteret på weekend på Akademiet den 29.-30. november. Målet her er at finde 4-5 drenge fra 2015 eller 2016 til vort U11 hold, og en enkelt eller to til vort U13 mandskab.
Fortsættelse følger …