Mindre god første halvleg kostede mod Brabrand
Young Boys FD tabte 2-0 ude mod 2. divisionsholdet i en testkamp.
Der var igen hård modstand til spillerne fra Young Boys FD i opstarten til forårssæsonen. Holdet gæstede i går Brabrand, hvor de igen skulle prøve kræfter med et 2. divisionshold.
Modsat tidligere kampe i dette forår, så kom Young Boys skævt ud til første halvleg. Her kom mandskabet under et tungt pres fra Brabrand, som fik fremprovokeret en del fejl i opspillet. Brabrand spillede et meget mandsorienteret spil, hvilket Young Boys spillerne havde problemer med at løse. Det kunne således også aflæses på måltavlen, hvor Brabrand både fik scoret til 1-0 og 2-0 inden pausen.
Der var således en del at rette op på, da Young Boys-holdet tog fat på de sidste 45 minutter. Heldigvis var det et forvandlet Young Boys mandskab, som efterhånden fik spillet sig rigtig godt ind i kampen. Holdet lykkedes med at få spillet det spil, som man gerne vil, og det gav da også afkast i flere store chancer. Der kunne med lidt held godt have stået 2-2 ved slutfløjt, men denne onsdag i Aarhus-forstaden manglede skarpheden så også en smule. Derfor blev det ved de 2-0 til Brabrand IF.
Du kan se highlights fra kampen i videoen nederst.
På lørdag spiller holdet endnu et opgør mod et 2. divisionshold, når Thisted gæster JYSK park. Det er kl. 13.00, og der er gratis indgang. Det er den sidste testkamp på hjemmebane, før det går løs i 3. division igen.