Målmandsholdet – fra venstre: Sebastian Wille, Mathias Ipsen, William Nyborg og Henrik Lindhard

Velkommen til Mathias & William

Vi kom sent på plads i transfer-vinduet med at finde kvalificerede målmænd til støtte og konkurrence til Lindhard. Den 31. januar var Henrik stadig vor eneste keeper.

Vi lykkedes, som tidligere beskrevet, dog med at hente Sebastian Wille i OB ca. kl. 21.00 på transfer-deadline (1. februar), og endnu senere – kl. 23.47 – fik vi overført spillercertifikatet for William Nyborg fra Sønderjyske.

William kommer fra Sønderjyske’s U19 Liga mandskab, og har tidligere i ungdomsfodbolden også vogtet målet i Kolding IF og Dronningborg.
William er truppens yngste mand med sine 17 år, men hvad han ikke har ‘i alder’ har han i dedikation. Mens William udvikler sig – og spiller sin chance i Young Boys – skal han, i foråret, skiftevis bo hos kæresten i Holstebro, på et værelse i Silkeborg og hos familien i Middelfart.

Mathias er jo en gammel KFUM-keeper, som nu er tilbage i egenskab af målmandstræner.
Mathias der er storebror til en anden tidligere KFUM-spiller, Jonas Ipsen, var i sidste sæson U-målmandstræner i Silkeborg IF, så han kender i forvejen en del af vore drenge.
Mathias’ far er i øvrigt den tidligere SIF-keeper, Henrik Ipsen, som i mange år var en succesfuld målmandstræner i Kina.

Så målmandsteamet er klart:

  • 3 målmænd: Henrik Lindhard, Sebastian Wille & William Nyborg &
  • Målmands-træner: Mathias Ipsen

Vi er optimistiske på at vi i foråret får lukket bedre af, således at vore keepere ikke skal hente ligeså mange bolde ud af nettet, som i efteråret, hvor vi var det hold, der indkasserede flest mål. 29 i alt – eller 1,81 per kamp.