Målfest! Young Boys vinder stort efter god indsats mod Slagelse
Med to sejre i forårets første kampe nærmer Young Boys sig top 6.
Forårets første hjemmebanekamp blev en god oplevelse for hjemmeholdet og alle tilskuerne, som var mødt op i det flotte forårsvejr.
Young Boys FD fik nemlig hentet alle tre point efter en god og koncentreret indsats.
Første halvleg startede dog med en sjælden fejl i de bagerste geledder, som gav gæsterne en stor mulighed. John Ndjate fik dog reddet situationen. Mere aktivitet var der heldigvis i den anden ende. Young Boys fik spillet sig til flere gode angreb igennem hurtigt kombinationsspil. I flere tilfælde udløste det et hjørnespark, og her blev det farligt.
Med god præcision sparkede Henrik Hykkelbjerg flere fine hjørnespark ind omkring det lille felt, hvor Rasmus Lydal stod klar. Første chance kom efter 9 minutter, hvor Lysdal forsøgte sig, mens det knap ti minutter senere gav bonus. Lysdal sparkede sikkert bolden i kassen fra kort afstand og sendte Young Boys på sejrskurs.
Det gode spil fortsatte, og efter 25 minutter fik en fri Nikolaj Sauer muligheden fra kanten af feltet. Det var en næsten identisk position, som den han scorede fra i sidste weekend, men denne gang sad afslutningen lige på. Opspillet til chancen havde dog fortjent bedre efter flere gode førstegangsafleveringer.
Slagelse bed også fra sig i perioder, og efter 33 minutter var gæsterne tæt på. Men i målet for Young Boys stod Andreas Foged en god kamp og reddede en afslutning fra kort afstand med en god fodparade.
Det var i det hele taget en fin fodboldkamp, som tilskuerne på JYSK park var vidner til. Men de helt store chancer skulle de vente med at se indtil et kvarter før tid.
Målfest!
Først var det Slagelse, som havde fået lagt et godt pres på Young Boys og var kommet flere mand med frem i det lille felt. Pludselig stod Slagelses Abdul Ouedraogo fri, men angriberens afslutning blev fornemt reddet af Foged.
Få minutter senere fik indskiftede Anes Travljanin chancen, men afslutning blev afværget af en af gæsternes forsvarsspillere. 10 minutter før tid kunne Slagelse dog ikke forhindre en 2-0 scoring. En fejl i forsvaret gav Peter Nemec frit løb mod mål, men i stedet for at afslutte selv lagde angriberen bolden køligt til rette for Mikkel Frandsen, som kunne score en af karrierens nemmeste mål.
I kampens slutfase gik luften ud af Slagelse, som indkasserede to mål yderligere. Begge blev sat ind af indskiftede Joakim Grosen som fuldendte en forrygende eftermiddag på JYSK park. 4-0 til Young Boys!