Loft: Vi er nået langt med drengenes udvikling
Tre gode kampe i forårsstarten har imponeret Young Boys cheftræneren.
Det har været lige på og hårdt for spillerne fra Young Boys FD i 2023. Holdet startede ud med træningen d. 3. januar, og er siden da blevet tryktestet godt og grundigt i tre træningskampe. Først slog holdet Aarhus Fremad med 1-0, mens man senere også mødte det andet tophold i 2. division, Esbjerg fB. Efter at have ført 2-1 i kampen endte Young Boys med at tabe knebent 2-3.
I søndags stod holdet så overfor det evige NordicBet Liga-hold FC Fredericia. Her præsterede holdet endnu engang en god kamp og endte såmænd med at spille uafgjort 2-2.
– Det har været en udfordring for vores drenge. Vi havde egentlig valgt de her tre kampe ud fra at se, hvor langt er vores drenge fra det vi gerne vil – nemlig at udvikle til 1. division og Superligaen. Og jeg må bare sige, at jeg synes, vi er nået langt. Vi er nået langt med drengenes udvikling, fortæller cheftræner Thomas Loft.
Det er specielt presspillet og den defensive struktur som har været i fokus i januar måned. Med indgangen til februar skal der så også kigges på opbygningsspillet og afslutningsspillet.
– Vi har valgt at dele vores opstart op i to dele, hvor vi har mødt de her tre modstandere, som til tider har overmatchet os lidt. Og så har vi valgt at trappe lidt ned på matchingen for at vi kan få det hele med i vores spillestil, fortæller Loft.
Young Boys FD møder i den kommende tid disse modstandere:
8/2: Brabrand IF – Young Boys
11/2: Young Boys – Thisted
18/2: Odder – Young Boys
Du kan se hele interviewet med Thomas Loft i videoen nedenfor.