Mikkel Rytter dukkede op ved fjerneste opstander 7 minutter i overtiden – og sikrede et fantastisk dejligt point mod Holstebro

Drengene kunne ikke fortsætte det sprudlende spil fra Lyseng- og Svendborg-kampen – men kampen mod Holstebro endte alligevel godt, da vi udlignede dybt inde i overtiden.

Holstebro havde inviteret til fest og havde sørget for ca. 1.300 tilskuere. De mange tilskuere fik dog ikke nogen fantastisk fodboldkamp, og skal vi være ærlige, så har vi faktisk aldrig set/oplevet en flot fodboldkamp i Holstebro. Om det skyldes banens beskaffenhed, der gør poleret spil meget svært, eller der er andre omstændigheder der gør der, vides ikke.

Men kampen lignede de sidste mange kampe vi har spillet i Holstebro: Ujævn bane, ikke de store målchancer, mange mange spilstop og en del lange bolde. Både i spil og fra dødbolde.

Derfor er det altid svært i Holstebro – og det bliver kun sværere hvis man kommer bagud – og det gjorde vi allerede efter et kvarter. Efter en usikker start tillod vi at Holstebro kom igennem i vor højre side, og selvom vi nummerisk var nok i forsvaret fik Anders Iversen atter mulighed for at score mod os. Den tidligere SIF U19-spiller har efterhånden scoret en del mål mod os gennem årene.

Derudover måtte to af vore profiler udgå tidligt i kampen. Jeppe Grøn fik en bold i hovedet – og gik groggy ud efter 41 minutters spil. Sune Balle kan holde længere-og-længere – men måtte i fredagens opgør alligevel lade sig udskifte i det 65. minut, efter en kamp, hvor Holstebro-spillerne også havde gået ret hårdt til ham.

Der var et par halve muligheder til begge mandskaber – men vi skulle helt hen til det 97. minut før der kom et mål. Indskiftede Malthe Wallin sendte en fantastisk bold til bagerste stolpe, hvor vi havde et par spillere der søgte bolden. Deriblandt ligeledes indskiftede Mikkel Rytter, der sendte bolden i mål til slutresultatet 1-1. Et helt igennem fantastisk tidspunkt at score sit første Young Boys mål på 🙂

Vi er stadig godt med … og gør os klar til en ny spændende kamp på lørdag i Buret mod Vejgaard.

Jeppe Grøn forlod kampen en smule groggy efter at have fået bolden i smasken – vi satser på at Jeppe hurtigt bliver klar igen.


Holstebro – Young Boys 1-1 (1-0)

1-0 Anders Iversen (15)
1-1 Mikkel Rytter (97)

Young Boys: Sebastian Wille, Simon Ryberg, Sune Balle, Alexander Klein, Emil Dissing Jeppe Grøn, Yunus Akbayir, Ali Farej, Andreas Nybro, Mads Zaar, Anes Travljanin.
Ind fra bænken kom: Mikkel Rytter, Andreas Bonnén, Frederik Nedergaard, Malthe Wallin og Theo Hoffmeyer

Referatet sponseres af: