Jeppe Grøn: Vi har stadig meget at spille for
Midtbanespilleren ser frem til søndagens kamp mod Dalum IF.
Det er på papiret sæsonens nemmeste opgave som venter, når Dalum søndag gæster JYSK park. Blot tre point er det blevet til i løbet af 29 kampe for fynboerne, som kan runde en kedelig milepæl søndag, hvor mål nr. 100 i sæsonen kan blive indkasseret, hvis Young Boys kommer på måltavlen.
I den første kamp i kvalifikationsspillet var det dog nogle lidt andre takter, som bundholdet viste frem, da Young Boys var på besøg i Dalum. Ganske vist blev det til en 2-0 sejr, men det var langtfra nogen nem opgave.
– Jeg tror, at det bliver en god men svær kamp. Vi havde faktisk lidt svært ved at spille mod dem sidst på deres hjemmebane, fortæller midtbanespiller Jeppe Grøn, som ser frem til at skulle møde fynboerne på kunstgræsset på JYSK park.
– Det tror jeg bliver til vores fordel, at vi kan spille lidt hurtigt, så vi på den måde kan kombinere os igennem dem.
Vigtige kampe venter inden næste sæson
Med tolv point ned til Lyseng på andenpladsen i rækken og med en markant bedre målscore, så har Young Boys reelt sikret sig en samlet 7. plads i årets 3. division. Det har dog aldrig været udgangspunket for Young Boys-holdet, som i stedet har brugt kampene i kvalifikationsspillet på at forbedre sig til at stå endnu skarpere til næste sæson.
– Vi har stadig meget at spille for, selvom det pointmæssigt ikke er så spændende, så vil vi altid gå efter at gøre det bedre end førhen, fortæller Jeppe Grøn.
Young Boys FD møder Dalum IF på søndag kl. 14.00 på JYSK park. Køb din billet til kampen her.