‘ p
Tak for indsatsen, Hykkel!
Efter 3 år i den hvide (og brune) trøje siger vi farvel og stor tak til Henrik Hykkelbjerg.
Kontrakten med Henrik udløb ved årsskiftet, og selvom der naturligvis var mulighed for en forlængelse, så var afskeden ikke helt uventet.
Hykkelbjerg er en af de få der ikke arbejder i Young Business på Ballevej, og da Henrik samtidig har rundet de 25 år, så har det hele tiden været et spørgsmål om at finde det rigtige tidspunkt for Hykkel at ‘komme videre’ på.
Henrik har sammen med resten af holdet haft et godt efterår med gode præstationer og seks mål (to på straffe) – og interessen for den intelligente midtbane strateg har efter sigende været stor. Minimum to topklubber i 2. division har i hvert fald været ude efter den lyslokkede tekniker.
“Henrik har været en stor del af vor oprykning og det første 1½ år i 3. division, og vi glæder os til at følge hans videre færd”, lyder det fra direktør Holger Kristiansen.
Måske vi allerede ser Henrik Hykkelbjerg på Jysk Park den 15. januar, hvor Young Boys spiller træningskamp mod topholdet fra 2. division – Aarhus Fremad.