Graversen tvunget til karrierestop
Den 20-årige forsvarsspiller kan desværre ikke fortsætte karrieren.
Når Young Boys FD tager hul på 3. division igen, så bliver det uden Jonas Graversen i truppen. Efter råd fra læger, har den tidligere Randers FC-spiller besluttet at stoppe karrieren.
– Graversen har truffet en stor beslutning om at drosle ned på fodbolden grundet anbefalinger fra lægerne. Det er vi rigtig kede af og ærgerlige over, men fuld af forståelse. Hovedskader skal tages alvorligt og det kan komme til at påvirke ham resten af livet, hvis han ikke stopper nu, fortæller cheftræner Thomas Loft.
Det er tilbagevendende hjernerystelser, som har gjort det umuligt for Jonas Graversen at fortsætte med fodbolden på topplan. Forsvarsspilleren skiftede til Young Boys FD i vinteren 2021, og har været et rigtig godt bekendtskab for alle i og omkring klubben.
– Graversen har været et kæmpe aktiv for os, ikke bare på banen, men også udenfor. Han vil blive savnet. Personligt har jeg kendt Graversen i en del år og har haft ham som helt ung i Randers. At se ham gøre karriere og uddanne sig i Grundfos, gør mig rigtig glad. Jeg er sikker på, der venter ham en god fremtid der. Alt det bedste til Graversen, lyder det fra cheftræner Thomas Loft.
Forsvarsspilleren var med til at sikre os oprykning til 3. division i sidste sæson, mens han her i efteråret spillede 15 kampe ud af 17 mulige.
Tak til Graversen for indsatsen og held og lykke fremover!