Vi havde håbet på 15-20 tilmeldinger … i stedet fik vi 60. De var næsten alle tilstede på den første åbne træning i Young Boys Future


Selvom efterårskulden lå som en dyne over Jysk Park mandag aften, så var det varme, talent og vilje der strømmede ud fra de mere end 50 tilmeldte ungdomsspillere på Young Boys Future’s premiereaften

“For fire uger siden var det en idealistisk tanke om at tilbyde talenterne i Søhøjlandet en chance for at træne og spille fodbold på en højere hylde. I aften står vi her med en sprudlende flok, der er mere end dobbelt så stor, som vi havde turdet håbe på. Det ser lovende ud”, siger Holger Kristiansen, der har taget det første skridt til mere end seniorfodbold hos Young Boys FD.

På trænersiden blev drengene mødt af et professionelt setup, som fik smilene og tilfredsheden frem fra begyndelsen. Assistenttrænere, holdledere, divisionsspillere skabte en både tryg og professionel ramme for aftenen:

“Jeg er faktisk positivt overrasket over niveauet. Det er ikke nemt at møde op og træne et nyt sted uden at have relationer, træningsøvelser og kultur under huden. Det gjorde drengen godt, og selvom der naturligvis er stor spredning i gruppen, så fik vi gennemført en tilfredsstillende træning. Udviklingen bliver spændende den kommende tid”, siger Young Boys FD’s cheftræner Thomas Loft om premiereaftenen for de ambitiøse spillere.

Næste træningsaften er torsdag kl. 18.00, og selvom der nu er kommet venteliste på tilmeldingerne, så tikker de stadig ind via hjemmesiden.