
2 flotte målscorere! Den ene, Oliver (th.), ville gerne lave hattrick – den anden, Jacob, ville åbenbart ikke, så han nøjedes med 2 kasser..
Så kom den! Sæsonens første sejr. Og hvilken én. 5-0 over de fynske modstandere fra ØB. En smuk, smuk dag i Buret!
Lad os starte med at beklage forsinkelsen af denne artikel.. Men altså, vi skulle alle lige lande igen efter lørdagens forrygende sejr. Efter det første point kom i hus i Hedensted i sidste weekend, fulgte drengene op på fornem vis med en storsejr.
På en regnvåd og glat bane var det til tider svært at få spillet til at glide helt som ønsket, men alligevel var der fra start til slut klasseforskel på de to hold.
Vi skulle heller ikke vente længe, før vi fik noget at juble over på lægterne. Efter et tålmodigt opspil i kampens 7. minut splittede Chance Bashende og Mads Schmidt Hansen i fællesskab ØBs midtbane. Et flot sammenspil mellem de to efterfulgt af en førstegangsaflevering fra Mads ind til Oliver Schmidt på kanten af feltet, som flot lagde bolden til rette og hamrede den op i det ene målhjørne – med venstrebenet! Forrygende mål..
Trods stor dominans skulle vi helt hen til kort før pausefløjt, før vi kunne juble igen. Evigt hårdtarbejdende Jacob Hjorth opsnappede en fejl i ØB-defensiven efter lidt for nonchalant opspil – den slags går ikke mod en presspiller som Hjorth! Friløberen blev iskoldt eksekveret. 2-0 – pause.
Det skulle hurtigt vise sig, at 1. halvlegs to målscorere langt fra var færdige. Efter 6-7 minutters spil i 2. halvleg sendte Oliver Schmidt en dyb mål af sted til Jacob Hjorth. Og altså, vi skal lige have Bjarke fra Entreprenørgården op for at skrue ØBs højre forsvarsside op, for de må næsten sidde fast i græsset endnu, efter den tur de fik i Hjorth-karrusellen. Først den ene vej, så den anden vej – og så stille og roligt på tværs til selv samme Oliver, der, efter at have startet angrebet få sekunder tidligere, var stormet i boksen og kunne sparke bolden ind til 3-0.
4-0 blev det et kvarter før tid. En god clearing af Chance Bashende blev opsnappet på kanten af vores eget felt af netop indskiftede André Monteiro, og efter en lækker 1-2-pasning med Jacob Hjorth stod den på et portugisisk raid mod ØB-målet. Flankeret af kampens to målscorere blev det til en 3 mod 2 situation, som endte med en flot stikning til Hjorth, som igen var køligheden selv foran målet og lagde den stille og roligt ind under keeperen.
Nå, 2 mål til Hjorth, 2 mål til Schmidty. Hvem skulle have hattricket?
Hjorth prøvede og prøvede, men efter et offside-mål og et stolpeskud blev det ved de 2 mål til ham. Men Oliver Schmidt ville det anderledes. I kampens overtid opsnappede han en løs bold efter ØBs ene forsvarspiller gled på den regnvåde bane, og den chance kunne Schmidty ikke stå for. 5-0 og hattrick hero!!
En forløsende sejr som vi glæder os til at følge op på lørdag, hvor der er hjemmekamp igen. Denne gang er det Ringkøbing, der skal mærke den nyvundne Young Boys-selvtillid!
Kampinfo:
Young Boys FD – ØB 5-0
Målscorere: Oliver Schmidt 3!!!, Jacob Hjorth 2
Startopstilling: Kristian Petersen, Andreas Midtgaard (42′ Sofus Jensen), Chance Bashende, Henrik Brodersen (58′ Frederik Fynbo), Rasmus Bertel, Emirhan Ünal, Mads Schmidt Hansen (71′ Benjamin Møller Nielsen), Bogdan Sheiko, Oliver Schmidt, Lasse Amstrup (71′ André Monteiro), Jacob Hjorth.
Bænken: Frederik Mehder, Sofus Jensen, Frederik Fynbo, André Monteiro, Benjamin Møller Nielsen, Johan Guldbrand, Lukas Risvig
Næste kamp:
Lørdag d. 20/9 kl. 14.00 i Buret
Young Boys FD – Ringkøbing