
Simon flytter kontoret 800 meter mod vest – og skifter den hvide trøje ud med en rød
Simon Jakobsen bliver fra januar ansat i en delt stilling hos SIF: Dels skal han arbejde med fans- og events, og dels skal han arbejde med talenter hos det amerikansk ejede fodboldselskab.
Simon blev ansat i begyndelsen af året som Head of Football i Young Boys. Og der er sket en masse siden.
Først og fremmest er førsteholdet som bekendt rykket i DS, men derudover har vor nye ungdoms-klub, Young Boys Future, set dagens lys. Og med en vis succes.
“Simon har været en uundværlig hjælp i fødslen af vore nye fodboldforening, og det har på mange måder passet perfekt, at de mindre administrative opgaver der er i en amatør-klub ift. en pro-klub, er blevet kompenseret med endnu flere Future jobs”, siger Holger Kristiansen.
Derfor vil Simons job efter nytår – i Young Boys familien – også mestendels være i Young Boys Future. Ungdoms-fodbold-foreningen. Og det har Simon desværre ikke kunnet få til at gå op med familie-logistikken, hvorfor han i stedet har valgt et job hos SIF A/S.
“Jeg er blevet tilbudt en delt stilling i SIF”, siger Simon Jakobsen.
“Dels skal jeg hjælpe til i fan- og event-afdelingen, dels skal jeg være i talentsektoren. Et mix der med de opstillede arbejdstider passer til min familie og mig”.
Selv om det ikke blevet til mere end knap 10 måneder på Søholt Parkvej, har det stadig været et lærerigt første job efter den aktive fodboldkarriere, lyder det fra Simon:
“Jeg tager rigtig mange gode erfaringer med mig videre, og jeg er især glad for at have været en stor del af opstarten af Young Boys Future. Jeg glæder mig til at følge udviklingen de næste år. Der er meget spændende i støbeskeen, som jeg ser frem til at se blive foldet ud.
Jeg vil gerne takke Young Boys for mit første år i fodbolden – uden for stregerne. Selvom resultaterne indenfor ikke har været de bedste har det – for mig – været en god tid”, slutter den tidligere SIF profil, der nu tager de 800 meter vest på.
Fra klubben skal der lyde et stort ‘tak for indsatsen’ til Simon. Fans, kan vi nok ikke hjælpe dig med … men mangler du talenter … så ved du hvor du skal kigge 🙂