De sørgelige kendsgerninger efter 98 mintters spil på Tingbjerg Ground

Selvom vi spillede en mand i overtal i 80 minutter formåede vi ikke at hente point på legendariske Tingbjerg Ground. Et enkelt hvepsestik på straffe var nok til at sende drengene hjem uden point

En utrolig hektisk start på kampen, hvor både Henrik Brodersen og Andreas Nybro havde muligheder, kulminerede da Brønshøj fik en friløber efter 10 minutter. Brønshøj-angriberens træk blev for langt, og Nicolai Vistisen kom godt ud og tog bolden.

Men det forhindrede ikke angriberen i at fortsætte sit løb og gled med støvlerne ind i hovedet på Nicolai. Klart rødt kort til Brønshøj-spilleren – og desværre en groggy Vistisen, der dog efter at være blevet tilset fik lov at tage med spillerbussen hjem. Han kunne dog selvfølgelig ikke fortsætte, hvilket betød divisions-debut til Jacob Michelsen.

Udvisningen betød at Young Boys fik alt spillet. Men efter 25 minutter sendte Brønshøj en bold i feltet. Bolden ramte uheldigt Andreas Bonnens hånd – og den noget svage dommer dømte et meget tyndt straffespark. 1-0 til hvepsene.

Mønstret fortsatte kampen ud: Vi havde alt spillet, prøvede også at spille bredt – men kom alligevel ikke til de store chancer. Største Young Boys mulighed tilfaldt Malthe Friis da han et par minutter før pausen blev spillet fri i højre side af feltet. Unge Friis’ afslutning gik dog snert over mål. Jeppe Grøn var lige så tæt på da han et par minutter senere sendte et direkte frispark snert forbi.

2. halvleg tacklede vi ikke optimalt. Vi havde naturligvis fortsat alt spillet – men kunne ikke komme til chancer, og som halvlegen skred frem blev vort spil og ageren mere og mere fokuseret på indlæg i feltet, hvor Brønshøj dog sjældent blev truet.

Vore to største muligheder i anden halvleg var også efter indlæg i feltet. Efter 55 minutter sendte Nybro bolden ind, hvor Stefan Stojilkovic desværre kun lige snittede bolden. Havde han fået lidt mere på bolden havde udligningen været en kendsgerning. Den anden store hovedstødschance tilfaldt indskiftede Frederik Nedergaard, der efter 78 minutter modtog et indlæg fra ligeledes indskiftede Simon Birch. Frederik fik dog ikke noget ’swung’ over sit hovedstød.

Brønshøj truede på kontra – men det var sjældent at vort forsvar blev voldsomt truet.

Desværre kunne vi ikke klare 10 mand fra Brønshøj, der også blev godt hjulpet af 843 tilskuere på Tingbjerg Ground.


Brønshøj – Young Boys 1-0 (1-0)

Young Boys: Nicolai Vistisen (11. Jacob Michelsen), Emil Dissing, Kristoffer Andersen, Andreas Bonnen, Sofus Jensen (57, Frederik Nedergaard), Henrik Brodersen, Jeppe Grøn, Malthe Friis (46. Ali Farej), Andreas Nybro (67. Tinus Olesen), Stefan Stojilkovic, Yunus Akbayir (67. Simon Birch)