Drømmeindskiftning sikrede sejren i Svendborg

Der var flere positive offensive momenter, da Young Boys snuppede alle tre point mod SFB-Oure FA.

For første gang i denne sæson blev der fundet en vinder, da Young Boys og SFB-Oure FA tørnede sammen. De to forrige opgør var endt fuldstændig lige, så det var forventet, at holdene ville matche hinanden godt.

Det startede godt for Young Boys, som efter 11 minutter kom på 1-0. Mads Zaar viste fornem teknik i højre side, hvor han med en elegant førsteberøring kom fri af sin oppasser. Afslutningen fra Zaar blev dog reddet af SFB-Oure keeperen, men returbolden havnede for fødderne af Peter Nemec, som ingen problemer havde med ekspedere bolden i mål.

Glæden varede dog kortvarigt, da Young Boys med en dum fejl spillede værterne ind i opgøret igen. John Ndjate var banens bedste spiller i sidste opgør, men i dag kom forsvarsspilleren skidt fra start, da han med en alt for kort tilbagelægning spillede SFB-Oures Marius Stenner helt fri. Stenner fik held med at få bolden dirigeret udenom Lindhard, og dermed stod der 1-1 efter 17 minutter.

Det kunne være blevet endnu værre, da Young Boys fuldstændig tabte hovedet i sekunderne efter og gav bolden væk direkte efter at have givet bolden op. Heldigvis udnyttede hjemmeholdet ikke den store gave.

I resten af halvlegen kneb det med de store chancer. Dog kunne Peter Nemec have scoret endnu en kasse, da han stod helt fri i feltet efter et hjørnespark. Angriberens forsøg blev dog skudt et stykke over mål, og så måtte Young Boys nøjes med 1-1 ved pausen.

En gylden indskiftning

Fire minutter inde i anden halvleg var chancen der igen for Nemec, som denne gang havde mere held med sig. Et indlæg fra Christoffer Petersen lå lige til at glide ind i for Peter Nemec, som skubbede bolden i mål til 2-1. Det var Nemecs 9. sæsonmål.

Efter 57 minutter skiftede cheftræner Thomas Loft ud på tre positioner. Ind kom Tobias Nielsen, Anes Travljanin og Jonas Yderholm. Bare et minut efter var alle tre involveret i et angreb, hvor Jonas Yderholm blev spillet fri i den ene side. Kantsspilleren tog nogle træk og lagde bolden tilbage i den anden side, hvor Anes Travljanin driblede mod baglinjen og slog et perfekt indlæg den modsatte vej til en helt fri Yderholm, som stensikkert kunne smide bolden ind til 3-1 efter et flot, flot angreb.

Men endnu engang varede glæden kun kort, da hjemmeholdet fik reduceret til 2-3 med et mål tre minutter senere.

Dermed var der lagt op til en spændende afslutning på kampen, men det lykkedes aldrig rigtig helt for SFB-Oure FA at så sat Young Boys under det helt store pres. Dermed endte kampen med en Young Boys sejr på 3-2.

Med de tre point på kontoen nærmer Young Boys sig kraftigt endnu en sæson i 3. division. Forspringet til stregen er nu 21 point med 21 point tilbage at spille om.

Næste kamp for Young Boys er fredag d. 5. maj kl. 19.00, hvor holdet hjemme på JYSK park møder IF Lyseng.

 

Kampen i tal:

3. runde af Kvalifikationsspillet I 3. Division, 29/4-2023, Høje Bøge Stadion, Svendborg

SFB-Oure FA – Young Boys FD 2-3

11’ 0-1 Peter Nemec

17’ 1-1 Marius Stenner

49’ 1-2 Peter Nemec

58’ 1-3 Jonas Yderholm

62’ 2-3 Marius Stenner