December 2025. Det bliver et kapløb med tiden og vejret, hvornår Buret kan lægge græs til Young Boys igen

Lige siden vor kampbane blev genetableret efter motorvejs-byggeriet har den desværre ikke kunne håndtere større perioder med regn. Dette til trods for at den skulle være lavet med det rette dræn-system mv.

En undersøgelse af divisionsklubbernes hjemmebaner viste for 1½ år siden at årsagen er, at der ca. 20 cm nede findes et jordlag, som ikke burde være der. Specielt i det sydvestlige hjørne. Et jordlag, der betyder, at selv om drænsystemet fungerer, så kan/kunne vandet ikke trænge derned.

Desværre er den entreprenør der lavede banen for kommunen i sin tid gået konkurs – og derfor må kommunen via Entreprenørgården mfl. selv igang igen. Med at få lavet nogle kanaler ned til dræn-systemet – gennem ‘det forkerte jordlag’.

Det arbejde er nu i gang. Og som det ses på banen er Buret ikke helt klar til DS-fodbold endnu – og det bliver formentlig Kong Vinter der bliver stærkt medbestemmende om, hvor meget bold der overhovedet kan spilles i Buret i foråret.