
Arbejdet for en endnu bedre bane i Buret var i fuld gang. Banens dræningsanlæg – og banens evne til at få vandet til at løbe ned i anlægget – var målet for ‘operationen’
Det var meningen at Entreprenørgården skulle kunne fixe banen i Buret forud for forårets kampe. Det mislykkedes, så nu satser groundsman Bjarke Iversen på at det bliver i sommerpausen at vi får gjort noget ved banen i Buret.
Hjemmebanen for Young Boys FD – bedre kendt som Buret – har i marts været indtaget af Entreprenørgården mfl. der har forsøgt at løsne det tykke lag af ‘jord’ der ligger 20-30 cm over overfladen. Det er primært dette lag der har gjort at vandet ikke har kunnet løbe ned til dræn-systemet der ligger længere nede. Med andre ord: Vandet har svært ved at komme væk fra Burets bane.
Bjarke Iversen & Co. håbede at de med indlejede maskiner kunne få dette fixet inden forårets kampe. Men missionen lykkedes ikke, da maskinerne ikke kunne trænge igennem det hårde lag heller. Så nu kigger vi ind i en ‘lidt større operation’ i sommerpausens 6-7 uger.
Desværre nåede maskinerne at ‘pløje’ lidt voldsomt meget op mod syd og øst … så nu skal teamet på arbejde, så banen kan stå klar til sidste kamp i grundspillet: Hjemme mod VSK den 12. april.