BODY-MIND-SPIRIT & TO CHANCER

10 ud af Young Boys FDs trup på 25 er allerede ansat i Young Business. På den måde får drengene to stærke chancer: De kan både blive Superliga-spiller, og de kan få en lovende civil erhvervs-karriere.

Body, Mind & Spirit. Det var og er treenigheden i KFUM-bevægelsen. En helhed, hvor ingen del er nok i sig selv, og hvor kombinationen af dem alle er guddommelig. Stærke ord, og i verdslig terminologi er begrebet ”holistisk” nok mere passende og tidssvarende. Eller ”medmenneskelig”, måske? Hos Young Boys er vi i hvert fald solgt på filosofien, og vi både lever og efterlever den.

En fodboldspiller skal have fyldt på i alle tre kategorier, ellers har vi fejlet som fodboldklub og ledere. Men vi fejler ikke, for hos os står menneskesynet over resultaterne, og det er nedfældet i vores grundlov. Ikke forstået sådan, at vi ikke er sportsligt og forretningsmæssigt ambitiøse, vi er bare overbeviste om at rækkefølgen som den er gængs, er forkert.

Vi tror på at unge mennesker der får noget i hovedet, også får det i benene.
Vi tror på at sejre uden for banen, giver sejre på banen.
Vi tror på at kreativitet tillært på arbejdsmarkedet bliver til kreativitet på banen.
Vi tror på at meningsfuld fritid giver meningsfulde liv.
Vi tror på at ovennævnte kombination både giver bedre mennesker og bedre fodboldhold.

Vi ved også at vi skaber mennesker der er rustet til at klare sig bedre i livet, når fodbold på eliteniveau ikke længere er muligt.

Derfor giver vi vores drenge der både er ansat i Young Boys FD og Young Business to chancer: De kan stadig slå igennem som Superliga-spiller, og så kan starte en lovende civil erhvervskarriere.