Young Boys starter kvalifikationsspillet med sejr i Dalum

I en chancerig kamp hentede Young Boys alle tre point på Fyn.

Nedrykningsspillet startede resultatmæssigt godt for Young Boys FD. Holdet hentede her til eftermiddag alle tre point i udekampen mod Dalum IF. Alt andet havde heller ikke været acceptabelt mod et detroniseret fynsk mandskab, som stadig har sine første point til gode i denne sæson. Sejren blev kun på 2-0, men der var chancer til mere.

Hjemmeholdet startede friskt ud, og havde to forsøg inde for rammen i løbet af de første ti minutter. Med undtagelse af en mellemstor chance et par minutter efter, så var det dog også, hvad Dalum IF kunne byde de 78 fremmødte tilskuere på. Resten af underholdningen stod Young Boys for.

Jonas Yderholm og Mads Zaar stod for de farligste forsøg, inden det så lykkedes Sune Balle at heade Young Boys foran kort før pause. Midterstopperen udnyttede et fornemt indlæg fra Mikkel Eriksen og headede bolden sikkert i kassen. Dermed fejrede Balle sin kontraktforlængelse med sit andet mål i denne uge.

Kæmpe dominans

I anden halvleg sad Young Boys fuldstændig på spillet. Der blev også skabt fine muligheder, hvor specielt Mads Zaar og Ali Farej kom frem til chancer, men Dalum kæmpede også bravt med hvad de havde for at forhindre flere scoringer.

I det 87. minut kunne de dog ikke gøre noget ved, at Tobias Kannegaard Nielsen scorede til 2-0. En nærmere beskrivelse af målet kan dog ikke gives, da kameramanden i Dalum tilsyneladende var ligeså træt som resten af Dalum-mandskabet, og slet ikke fangede målet.

Kampen var dermed afgjort, og Young Boys kunne tage hjem fra Fyn med en meget sikker 2-0 sejr i bagagen. Dermed kom den værste skuffelse ud af kroppen efter mandagens nederlag i Middelfart.

Nu gælder det Holstebro næste søndag, som gæster JYSK park kl. 14.00.

Kampen i tal:

1. spillerunde Kvalifikationsspillet – 3. division, 15/4 – 2023, REMA 1000 Park, Dalum

Dalum IF – Young Boys FD 0-2 (0-1)

44’ 0-1 Sune Balle

87’ 0-2 Tobias Kannegaard Nielsen