Young Boys stadig ubesejret i kvalspil efter uafgjort i Holstebro
For fjerde gang i sæsonen blev det til et helt tæt opgør mellem de to rivaler. Målmand Henrik Lindhard blev kampafgørende med en straffesparksredning.
Der var linet up til stor fest i Holstebro, da mere end 1300 tilskuere sørgede for en flot kulisse, da Young Boys gæstede Krøyer Park. Hjemmeholdet kæmper en hård kamp for overlevelse i bunden af kvalifikationsspillet, og havde derfor brug for alt den opbakning de kunne få.
Der gik dog blot fem minutter før Young Boys punkterede lidt af festen. John Ndjate satte med en flot bold i dybden gang i et rigtig fint Young Boys-angreb som endte med et indlæg, hvor Mathias Laursen efter lidt omveje fik høvlet bolden i kassen.
En god start på en svær udebane, som var svær at få tingene til at glide på. Banen var ujævn, og man kunne tydeligt se bolden hoppe og danse på græstæppet.
Efter 15 minutter fik Holstebro tilkendt et straffespark. Situationen opstod efter et hjørnespark, hvor Young Boys i første omgang følte sig snydt for et frispark. På selve hjørnesparket væltede en Holstebro-spiller omkuld, og så pegede dommeren på pletten. Straffesparket tog Henrik Lindhard sig af, da målmanden gættede rigtig og gik den rigtige vej.
Holstebro kom frem til to store chancer efterfølgende, men skarpheden manglede en smule hos hjemmeholdet. Det samme gjorde sig gældende hos Young Boys-topscoren Peter Nemec, som fire minutter før pausen fik serveret bolden i feltet, men hovedstødet blev dirigeret tæt forbi.
Fysisk opgør efter pausen
Efter pausen var det Young Boys, som kom frem til de største chancer. Den største tilfaldt Mathias Laursen, som med lidt held kunne have fordoblet føringen, da han efter 64 minutter blev sendt afsted på en friløber. Kantspilleren sparkede dog lige på Holstebro-keeperen, som holdte hjemmeholdet inde i kampen.
Der blev spillet med musklerne efter pausen, hvor de to hold gav hinanden kamp til stregen. De 1.314 fremmødte tilskuere fik dog først noget at glæde sig over efter 75 minutter, hvor hjemmeholdet kom på 1-1. Igen blev de farlige efter et hjørnespark, og igen var det efter en omdiskuteret situation, hvor målmand Henrik Lindhard gerne ville have haft et frispark. Hjørnesparket blev sendt over til bagerste stolpe, hvor hjemmeholdets Christian Thygesen kom højest og sendte bolden ind.
I slutminutter fik Martin Lauritsen sit andet gule kort og blev udvist. Det var dog også det mest dramatiske der skete, og dermed måtte begge hold nøjes med det ene point.
Næste kamp er også på udebane, når Young Boys møder AB Tårnby i næste weekend.
Kampen i tal:
6. runde af kvalifikationsspillet, 3. Division, 19/5-2023 kl. 19.00, Holstebro
Holstebro Boldklub – Young Boys FD 1-1
5’ 0-1 Mathias Laursen
75’ 1-1 Christian Thygesen
Rødt kort: Martin Lauritsen