Young Boys sejrede på svær udebane

En flot kamp af keeper Henrik Lindhard gav alle tre point mod FA 2000.

Ligesom for en uge siden, så bød 3. divisions menuen igen i dag på et topbrag. Denne gang var det rækkens andenplads i form af FA 2000 som stod på den anden banehalvdel.

Indtil videre i sæsonen har Young Boys gjort rent bord på udebane med to sejre i to forsøg, og det var selvfølgelig derfor også med optimisme, at holdet drog til Frederiksberg denne søndag.

Kampen startede lige, men efterhånden som første halvleg skred frem, så var det hjemmeholdet, som kom mere og mere i teten. Nedrykkerne fra 2. division begyndte også at skabe chancer, og det var kun ved hjælp af stolpen og en velspillende Henrik Lindhard i målet, at vi gik til pause med 0-0.

Et uafgjort resultat på en svær udebane var langtfra et dårligt udgangspunkt inden de sidste 45 minutter, men det skulle blive endnu bedre. I kølvandet på en semistor chance til hjemmeholdet var det Jonas Yderholm, som kunne sætte sidste fod på en Young Boys kontra, og dermed sende os i front efter 65 minutters spil.

Scoringen gav os mere ro, og det lykkedes også at neutralisere FA 2000s offensiv, som i kampens sidste halve time ikke fik skabt samme store muligheder som i de første 60 minutter. Og i takt med at hjemmeholdet satsede mere og mere, så kom vi også frem til flere gode tilbud. Men der kom ikke flere mål i kampen, og så endte det med en flot 1-0 sejr efter en hård, hård kamp i København.

Med sejren rykker vi op på siden af FA 2000 på tredjepladsen med 12 point. Næste opgave er på lørdag, når vi møder Lyseng i Aarhus.

Kampen i tal:

3. division, 6. spillerunde, Frederiksberg

FA 2000 – Young Boys FD 0-1

65’ 0-1 Jonas Yderholm