Young Boys rykker op på andenpladsen efter fortjent sejr

For anden gang i sæsonen blev AB Tårnby besejret sikkert.

For anden gang i sæsonen blev AB Tårnby besejret sikkert.

Det ser godt ud for Young Boys FD efter 13 runder af årets grundspil i 3. division. Med en 3-1 sejr over AB Tårnby er man nemlig rykket alene op på andenpladsen i rækken, som pt. føres sikkert af Middelfart.

Dagens sejr over AB Tårnby kom i hus efter Young Boys endnu engang i denne sæson var kommet bagud. Gæsternes Ruben Pedersen udnyttede et svagt moment i hjemmeholdets forsvarsspil og kunne relativt ubesværet sætte en 1-0 scoring ind. Inden da havde Sune Balle allerede testet gæsternes stolpe efter et hjørnespark.

Efter en halv time fik Young Boys udlignet efter endnu en Peter Nemec scoring. Angriberen havde i de to holds første opgør i denne sæson scoret hattrick, og med et fantastisk hug lagde Nemec bolden i kassen for fjerde gang i sæsonen mod AB Tårnby.

Kort før pausen blev det så 2-1 til Young Boys på et smukt frisparksmål. Fra kanten af feltet i venstre side smækkede Jonas Yderholm bolden ind ved nærmeste stolpe.

Dominans i anden halvleg

Som i de fleste andre kampe i denne sæson, så var Young Boys også rigtig godt med efter pausen.

Det udløste en tidlig scoring efter 52 minutter, hvor Peter Nemec lagde bolden til rette for Anes Travljanin, som med ydersiden dirigerede bolden i krogen. Endnu en flot, flot scoring!

Herefter gik gassen lidt af ballonen. Og i stedet kom temperamenterne lidt for meget i kog hos de to mandskaber, som fik leveret en uskøn forestilling i kampens sidste halve time. Resultatet blev der dog ikke ændret på. Young Boys vandt 3-1, og kravler dermed op på andenpladsen i 3. division.

Kampen i tal:

12. spillerunde, 3. division – 23/10-2022 kl. 14.00 på JYSK park, Silkeborg

Young Boys FD – AB Tårnby 3-1

14’ 0-1 Ruben Pedersen
30’ 1-1 Peter Nemec
42’ 2-1 Jonas Yderholm
52’ 3-1 Anes Travljanin