Young Boys måtte nøjes med uafgjort efter scoring i overtiden.
Et brændt straffespark blev dyrt for Young Boys, som mistede sejren til sidst.
Young Boys var sekunder fra at hive alle tre point i udekampen mod formstærke Vanløse, men må nøjes med det ene point. Dermed er top-6 placeringen ikke sikret endnu.
Det så eller længe godt ud mod Vanløse. Efter en lidt usikker start fik Young Boys sat sig på spillet. En fin kombination mellem Anes Travljanin og Jonas Yderholm gav sidstnævnte mulighed for at smide bolden på tværs, men inden foran kassen fik hjemmeholdet ekspederet bolden væk.
Det kan man ikke sige, at de gjorde få minutter senere. Efter et stort kiks i Vanløse defensiven havnede bolden foran en helt fri Jonas Yderholm, som kunne score et af karrierens lettere mål.
Samme Yderholm kom i fokus efter 26 minutter. Young Boys fik i to omgange tilkæmpet sig et straffespark, og det skulle målscoren til 1-0 eksekvere. Sparket fra Yderholm blev dog desværre sat lige i ”målmands-højde” og da Vanløse-keeperen valgte den rigtige side at smide sig, så måtte Young Boys og Yderholm nøjes med 1-0 føringen.
Inden pausen var Yderholm igen tæt på, da han i et kontraløb fik sat en god afslutning ind, som Vanløse-keeperen ikke kunne holde. Inde foran mål var Mads Zaar millimeter fra at komme først på returen, men bolden blev i sidste øjeblik reddet.
En tættere anden halvleg
Vanløse ville gerne styre spillet, og det passede tydeligvis Young Boys rigtig fint, at der var mere plads til at kombinere og sætte spillet. Det var især gældende i kampens første 45 minutter, som Young Boys styrede totalt.
Som anden halvleg skred frem, så kom Vanløse dog bedre og bedre med. Det var som om at Young Boys-holdet blev fanget i den klassiske tankegang; Skal vi gå efter 2-0 målet, eller skal vi forsvare den hjem?
Det var ved at gå galt efter 75 minutter, da en tilfældig bold havnede i fødderne på en Vanløse-spiller lige udenfor det lille felt. Men heldigvis var Henrik Lindhard vågen og fik reddet flot.
Desværre var det ikke nok. I kampens sjette overtidsminut gik det galt. Ad to omgange fik Vanløse held med at passere Lindhard i målet, og dermed fik hjemmeholdet udlignet i kampens døende sekunder. En ufattelig ærgerlig afslutning, som dermed udsætter spændingen om top-6 en runde mere.
Kampen i tal:
20. spillerunde i 3. Division, 1/4-2023, Vanløse Idrætspark
Vanløse IF – Young Boys FD 1-1
10’ 0-1 Jonas Yderholm
26’ Brændt straffespark – Jonas Yderholm
90+6′ 1-1 Vanløse