Yderholm forlænger med Young Boys

Den 20-årige offensiv-spiller ser frem til at fortsætte udviklingen både i klubben og udenfor banen.

En af de mest målfarlige spillere hos Young Boys i denne sæson fortsætter efter sommerferien. 20-årige Jonas Yderholm har underskrevet en ny aftale med klubben.

– Det er selvfølgelig glædeligt. Jonas har kæmpet sig frem til en del spilletid i denne sæson, og det har kunne ses. Han har taget nogle gode skridt i sin udvikling og har også krydret det med mål i denne sæson, fortæller direktør i Young Boys FD, Holger Kristiansen.

Det er hele pakken i Young Boys FD og i Young Business som har været afgørende for beslutningen om at fortsætte, fortæller Jonas Yderholm.

– Jeg valgte at forlænge med Young Boys qua den udvikling jeg har gennemgået på hhv. fodboldbanen og arbejdsfronten. Jeg synes, jeg er et sted lige nu, hvor jeg hver dag møder nogle nye udfordringer, der er med til at dygtiggøre mig. Desuden er jeg omringet af gode mennesker, hvilket bare gør, at man er glad for at komme på arbejde hver dag.

Den tidligere AGF-spiller skiftede i sommeren 2021 til Young Boys, og er siden også blevet en del af forretningen i Young Business, hvor han har imponeret.

– Jonas Yderholm, har fra dag ét vist et utroligt engagement på Ballevej. Det har været en sand fornøjelse at se ham, udvikle sine faglige kompetencer og forretningsforståelse til det niveau det er på i dag. Jeg er sikker på at Jonas´ forlængelse vil være en gevinst for os – både på kort og lang sigt, fortæller direktør i Young Business, Frederik Jørgensen.

Jonas Yderholm har scoret seks mål i denne sæson.