Ung målscorer fra Ikast på aftale

Young Boys FD har lavet aftale med Tobias Kannegaard Nielsen, som senest har spillet Serie 1 i Ikast FC.

Tobias er født i 2004, og er i princippet stadig U19-spiller, men allerede i efterårs-sæsonen var han én af de bærende spillere for det purunge Ikast FC-mandskab der først i kvalifikationskampene smed oprykningen til Jyllandsserien.

Tobias var på trods af sin unge alder suverænt holdets topscorer med 12 mål i 14 kampe.

”Vi fik første gang øje på Tobias, da vi var Ikast for at kigge på en anden spiller,” udtaler Holger Kristiansen. ”Den anden spiller spillede fint – men Tobias lavede to flotte mål, og vi blev enige om at ham måtte vi se igen. Siden har vi holdt øje med ham – og Tobias har også trænet med os i vinter”.

Tobias har allerede været på pletten, da han fra bænken kom ind og afgjorde vores første træningskamp mod Aarhus Fremad med en fin afslutning. Se målet her.

”Tobias skal naturligvis vænne sig til niveauet. Men han er meget læringsparat og adopterer hurtigt de ting vi gerne vil have ham til at gøre, og så er han god i hans første pres, hvor han investerer 100%”, lyder det fra cheftræner Thomas Loft om den unge spiller.

Tobias har spillet al sin klubfodbold i Ikast siden han som 5-årig fik snørret de første par fodboldstøvler.
“Jeg glæder mig utrolig meget til at spille for Young boys. At jeg har fået chancen for at spille på et så højt niveau er jeg utrolig stolt over, og det er en drøm der går i opfyldelse at kunne få lov at vise sine talenter på højere niveau”, siger Tobias der 1½ år endnu går på HHX i Ikast.