5-0 målet blev sat ind på straffespark af Lasse Amstrup

I hvad der lignede sæsonens bedste optræden vandt drengene hele 5-1 over Tarup/Paarup. To mål og to assist af Jacob HJorth.

Der var tegninger til at vort pres og vort spil i længderetningen kunne gøre ondt på Tarup allerede i den første halvdel af første halvleg. Men vi fik ikke rigtigt kapitaliseret på de situationer, som ofte havde en stærkt spillende Bogdan Sheyko i et stærkt pres. Og den første store chance tilfaldt Tarup, der dog slet ikke fik afsluttet hvad der blev en stor dobbeltchance tæt under Frederik Mehders mål.

Og så kom der tre gyldne minutter med et stærkt link mellem Jacob Hjorth, og en stærk løbende Younes Akileh, der fra sin midtbane position er stærk til at finde løbene ind i boksen.
Efter 27. minutter finder Hjorth Younes med en stikning. Younes løber fra forsvaret og sætter iskoldt bolden i mål. Et flot mål. Og få minutter senere – et ligeså flot mål, hvor også Emirhan Unal er med i opspillet i venstre side – inden Hjorth atter stikker den til Younes. 2-0 … en god føring, som vi tog med til pausen.

Younes’ to flotte – og meget vigtige – mål i første halvleg var nok til at give ham Grauballe Bryghus’ Man-of-the-Match award, som her overrækkes af Per Sørensen. Der var mange gode præstationer i kampen – så der var nok spillere at tage af, men de to første mål var meget vigtige – så Younes endte med hæderen.

Kort før pausen fik Emirhan desværre en lille forstrækning, som betød at Sofus Jensen blev flyttet til venstre back – og Younes Akileh så blev flyttet ud som højre wingback. Det gik fint – også fordi Henrik Brodersen, Chance Bashende og især Rasmus Bertel i 3-mands-forsvaret atter spillede en stærk kamp.

Og på midtbanen havde vi tre-fire meget stærkt spillende spillere. Anfører Mads Schmidt spillede en flot kamp, og Bogdan var utrættelig. I anden halvleg kom Oliver Schmidt på banen, og han spillede også godt, og havde en afgørende fod med i flere chancer i 2. halvleg.

Og chancer var der masser af. Lasse Amstrup, Andre Monteiro og også Schmitty kunne/burde nok ha’ kommet på tavlen på de åbne chancer … men i stedet var det Jacob Hjorth der sparkede bolden i kassen to gange med kun 3 minutters mellemrum det ene mål kom han til fordi Lasse ikke fik ram på bolden – og den dumpede ned for fødderne af vor nr. 1. Og det andet kom efter flot opspil hvor både Mads og Oliver Schmidt også havde aktier.

Lasse Amstrup kom dog på tavlen da han sparkede det straffespark, der blev begået mod ham selv, ind til 5-0.

Fra baren ved campingvognen lød det fra den gamle KFUM førsteholds-spiller, Henrik Plith: “Nu kører det!”.
Det kørte som i olie mod Tarup – nu må drengene se om de kan bære det ind i de næste kampe, som er i Esbjerg (nr. 3) og mod Marienlyst (nr. 1).

Young Boys FD – Tarup/Paarup 5-1 (2-0)
1-0 Younes Akileh (27)
2-0 Younes Akileh (30)
3-0 Jacob Hjorth (50)
4-0 Jacob Hjorth (53)
5-0 Lasse Amstrup, straffe (65)
5-1 Dongsted (85)