Noah Lauritzen blev kåret til kampens bedste Young Boys-spiller efter en fejlfri kamp.

Store brændte chancer kostede sejren mod Holbæk

Young Boys fik ikke udnyttet et meget stort chance- og spilovertag i årets sidste hjemmekamp.

Der var ingen tvivl om, at det var følelsen af to tabte point, som fyldte mest hos Young Boys-spillere, trænere, og tilskuere på JYSK park, da holdet her til eftermiddag spillede 0-0 mod Holbæk.

For det var Young Boys FD som styrede kampen fra start til slut, men trods flere store chancer, så lykkedes det aldrig at få puttet en befriende scoring ind over stregen.

I kampens indledning var det især i vores højreside, at chancerne blev skabt. Emil Dissing kom flere gange med frem fra sin backposition og serverede flere fine flade bolde i feltet, hvor både Mads Zaar og Jonas Yderholm stod fri. Førstnævnte bankede bolden på træværket, mens Yderholms afslutning blev blokeret.

Det var som regel Mads Zaar som fandt rummene i en ellers kompakt Holbæk defensiv. Det var således også Zaar som fik skabt halvlegens største chance, da han med en fin afslutning tvang Holbæk-keeperen til at halvklare forsøget. Returbolden dumpede ned foran sidste weekends dobbelte målscore, Frederik Nedergaard, som dog desværre savnede skarpheden fra sejren mod Vejgaard. Nedergaard sparkede forbi et ellers stort set tomt mål.

En god defensiv indsats

Som altid når man ikke kan score i den ene ende, så gælder det om at lukke af i den anden. Med 0 clean sheets i sæsonen, så er det ikke ligefrem noget, som vi har været vant til. Men efter de første 45 minutter stod det klart, at i dag var en glimrende mulighed for at udbedre den statistik. Holbæk var nemlig ikke kommet frem til det helt store. Det der kom tog Noah Lauritzen sig af. Målmanden havde en god dag mellem stængerne, hvor han var sikker i alle sine indgreb.

For en sjælden gangs skyld, så skulle vi altså bare bruge et enkelt mål for at hente alle tre point. Det skulle dog vise sig at blive mere end besværligt. Trods et stort overtag i spillet med bolden, så kneb det mere med at skabe de helt store chancer efter pausen. Der var ellers mange anledninger til at få skabt noget, men Young Boys-holdet begyndte så småt at løbe tør for ideer.

Enkelte gange var det ved at blive rigtig farligt, men så stod der en eller i flere Holbæk-spillere i vejen. Til allersidst fik Young Boys chancen med et frispark lige udenfor feltet. Desværre gik Yderholms afslutning snert forbi stolpen, og så endte kampen som den startede, 0-0.

Nu gælder det den sidste kamp i år, når vi næste weekend gæster Avarta. Herefter venter en vinterpause, hvor Young Boys-mandskabet forhåbentlig kan få bugt med en masse af de skader, som har plaget holdet i denne sæson. I dagens kamp manglede vi således syv spillere, hvor af to af dem sad ude med karantæner.

Kampen i tal:

15. spillerunde, 3. division – 11/11-23, kl. 14.00 på JYSK park, Silkeborg

Young Boys FD – Holbæk Bold- og Idrætsforening 0-0